Optakt: Alt på spil i grundspillets sidste slag
Lørdag kl. 16.00 venter der en regulær finale i Middelfart Sparekasse Arena, når Mors-Thy Håndbold kommer på besøg. For FHK er regnestykket enkelt: Skal drømmen om slutspillet gå i opfyldelse, så kræver det point. Der er med andre ord lagt op til en kamp, hvor nerver, intensitet og marginaler kommer til at spille en afgørende rolle.
Assistenttræner Michael Wollesen forventer også et tæt og spændende opgør:
– Jeg tror, det bliver en ekstremt tæt kamp. Jeg forventer en jævnbyrdig affære med høj intensitet, fordi der er så meget på spil for begge hold. De spiller jo om en placering i top 4, hvor vi spiller for den vigtige slutspilsplads. Så det bliver en intens og hektisk kamp med masser af nerve.
Gæsterne fra Mors-Thy kommer med fart i spillet og et offensivt udtryk, der kan udfordre de fleste. Særligt kontrafasen og det hurtige angrebsspil er noget, FHK skal have styr på.
– Mors-Thy er et godt hold, der spiller med ekstremt meget fart. De har nogle dygtige unge spillere, heriblandt Viktor Norlyk, der jo klart er deres stjerne. Men de spiller bare ekstremt hurtigt angrebsspil og kontraspil, så det er vigtigt, at vi kommer hjem og finder en god base i vores defensiv, siger Wollesen.
I et opgør som dette er der sjældent plads til mange fejl. Derfor bliver skarpheden i begge ender af banen afgørende – særligt i forhold til at udnytte chancerne.
– Vi skal afvikle vores angrebsspil godt og højne vores effektivitet foran målmanden sammenlignet med Ribe-Esbjerg-kampen. Hvis vi gør det og er gode i vores returløb og forsvar, så tror jeg, der er god mulighed for at vinde.
Wolle melder også, at holdet er klar til at kæmpe for pointene i morgen:
– Holdet er mega klar til i morgen. De glæder sig til kampen og ved jo også, at det er en slags finale, der venter for os, så de er klar til at give den maks gas.
Der er lagt op til en kamp, hvor alt bliver lagt på banen. Holdet har brug for alt den opbakning de kan få, så lad os fylde hallen og skabe en stemning, der presser Mors-Thy til det sidste.
Køb billet til opgøret her
Er du forhindret i at komme i hallen, så kan kampen følges på TV2 med optakt fra kl. 15.00 eller via liveopdateringer hos vores mediepartner Avisen.nu.
//FHK