U17-træner Morten Moldrup efter DM-guld: En kæmpe kulmination på sæsonen
Søndag aften sluttede FHK Akademi U17 drenge sæsonen af med en sejr over GOG Håndbold og kunne lade sig kåre som danske mestre.
Efter en weekend med både semifinale og finale var det en stolt cheftræner, Morten Moldrup, der satte ord på præstationen – og især den ro, han oplevede i spillertruppen gennem hele Final4-weekenden.
– Jeg synes, det var en weekend, der på mange måder var præget af meget overskud. Spillerne var et rigtig godt sted både mentalt og fysisk, så jeg synes egentlig, vi har ramt det meget godt. Der var en god ro i hele gruppen, fortæller Morten Moldrup.
I semifinalen ventede HC København, og her fik FHK tidligt sat sig på opgøret. Det gav holdet de bedste forudsætninger frem mod den finale, som mange havde set frem til.
– Vi vidste, at den første modstander var nogen, vi på papiret skulle slå. At vi så gik ind og leverede den præstation, vi gjorde og fik afgjort kampen forholdsvis tidligt, gav os et rigtig godt overskud, så vi var helt klar på at indstille os til kampen mod GOG. De har jo været vores akilleshæl i løbet af sæsonen, så med det i tankerne kan weekendens præstationsniveau ikke ramme meget bedre, end det gjorde.
Finalen mod GOG Håndbold blev en intens affære, hvor begge hold kendte hinanden indgående efter flere opgør tidligere på sæsonen. Det satte sit præg på en finale, hvor marginalerne til sidst faldt ud til FHK’s fordel.
– Det var jo en kæmpe kulmination på sæsonen at vinde over GOG. Kampen var meget præget af den historik fra sæsonens tidligere opgør, og begge hold gav alt, hvad de havde, af taktiske værktøjer. Det var tydeligt, at spillerne kendte hinanden på tværs af holdene og hver især havde opbygget en masse erfaring i løbet af sæsonen.
Efter slutfløjtet ventede guldfejring, en sen bustur hjem og en modtagelse i klublokalet ved Middelfart Sparekasse Arena. En afslutning, som ifølge Moldrup satte punktum på et helt særligt første år for holdet.
– Det var en rigtig fed hjemkomst – og bustur hjem. Nu glæder jeg mig til at finde ud af, om alle drengene er i live efter fejringen søndag. De har fortjent at få fri nu, inden vi begynder at kigge ind i næste sæson. Men det har været lidt af en eventyrfortælling med denne afslutning på det første leveår for FHK Akademi U17 drenge.
Med DM-guldet sætter FHK Akademi U17 drenge dermed punktum på en sæson, der har budt på både udvikling, stærke præstationer og masser af oplevelser undervejs. Kulminationen kom søndag aften, hvor holdet kunne løfte trofæet og skrive et nyt kapitel i FHK Akademis unge historie.
//FHK