Optakt: Sidste kamp i Main Round venter tirsdag aften
Tirsdag kl. 18.45 spiller vi sidste kamp i Main Round i EHF European League, når vi møder schweiziske Kadetten Schaffhausen. Med en sejr til FHK kan vi sikre os pladsen videre til Play-offs.
I det første opgør trak schweizerne det længste strå og sikrede sig en sejr på 30-32 efter en intens og tempofyldt kamp, hvor begge hold bød ind med masser af fysik og tempo. Især den islandske profil Odinn Rikharðsson gjorde det svært for FHK med en stærk præstation og flere afgørende scoringer, som var med til at tippe opgøret i schweizernes favør.
Mads Thymann forventer en kamp med smæk på, på en svær udebane:
– Det er jo svært at vide helt, hvad man skal forvente, men det er en svær udebane i Europa mod et hold, der er meget erfarne i at spille netop det her. Så jeg tænker der kommer smæk på og det bliver tæt til sidst og så håber jeg bare, at vi kan hive den hjem.
Kadetten kommer med et stærkt spillende hold, med store profiler, som tidligere har gjort det svært for os:
– Det er et hold, der har prøvet det her før – et stærkt hold. Vi havde især problemer med deres venstre back herhjemme. Generelt er de et stærkt erfarent hold, som vi skal kæmpe hårdt imod.
For FHK handler det om at levere en solid og tempofyldt indsats i begge ender af banen, hvis der skal point med hjem til Danmark:
– Vi skal først og fremmest, have styr på deres venstre back. Jeg kan ikke huske, hvor mange mål han var involveret i, i den første kamp, men han er i hvert fald en af dem, som vi skal være opmærksomme på. Derudover så skal vi få noget tempo ind i kampen, så vi kan spille på de dyder, vi er gode på. Vi skal være solide og have en god fightervilje, så vi kan få sejren.
Der er lagt op til en intens aften i Schaffhausen, hvor begge hold skal spille om at komme videre til Play Offs i EHF European League.
Du kan se opgøret på Viaplay med kampstart kl. 18.45.
//FHK