Nedtakt: FHK tager vigtig sejr over TMS Ringsted
Lørdag eftermiddag tog FHK imod gæsterne fra TMS Ringsted på hjemmebane i Middelfart Sparekasse Arena, og sikrede sig to meget vigtige point og en sejr på 37-33.
FHK fik en god åbning på kampen, hvor Mads Kjeldgaard hurtigt gjorde det til 2-0. TMS Ringsted fik dog udlignet til 4-4 og udnyttede efterfølgende flere tekniske fejl til at bringe sig foran 7-5. Et rødt kort til gæsterne og vigtige redninger fra Sebastian Frandsen vendte kampen, og FHK kom tilbage på 8-8. Herefter tog FHK igen kontrol over opgøret. Frandsen fortsatte med flotte redninger, og FHK fik sat angrebene godt sammen. Efter 23 minutter stod der 16-13, og FHK kunne efterfølgende gå til pause foran 21-19.
Efter pausen fortsatte FHK de gode takter og udbyggede hurtigt føringen til 23-19. Med solidt forsvar og en flot indsats i målet af Frandsen blev TMS Ringsted straffet på effektiviteten, og Adam Ljungquist kunne udbygge føringen til 26-21. En periode med tekniske fejl og brændte chancer gav dog gæsterne mulighed for at komme tættere på, og med 13 minutter igen var FHK’s føring reduceret til blot ét mål. Hjemmeholdet holdt dog hovedet koldt i slutfasen, fandt rytmen igen og sikrede en vigtig sejr på 37-33.
Næste gang vi skal i aktion er på torsdag, når vi møder Skanderborg AGF på udebane kl. 20.00.
Målscorere FHK:
Adam Ljungquist 11, Mads Kjeldgaard 6, Fredrik Mossestad 4, Anders Kragh Martinussen 4, Kasper Young 3, William Moberg 3, Evgeni Pevnov 3, Mads Thymann 2, Martin Bisgaard 1
// FHK