Nedtakt: FHK sikrer flot hjemmesejr i European League mod Tatran Presov
FHK leverede en stærk indsats i tirsdagens kamp i European League, hvor Tatran Presov blev besejret 38-30.
Sander Heieren lagde ud med en stærk start i målet og stod for flere vigtige redninger i begyndelsen, som gav holdet ro. Indledningen var tæt, hvor de to mandskaber skiftedes til at være i front, og efter 13 minutter stod der 6-6 på tavlen.
Herefter tog FHK teten.
Efter 17 minutter bragte Mads Thymann hjemmeholdet foran 10-7, og den føring blev holdt sikkert resten af første halvleg. Holdet fandt en god rytme, stod solidt i defensiven og gik til pause med en fortjent 17-14-føring.
Anden halvleg blev endnu stærkere. Sander fortsatte sit høje niveau i målet, og offensivt viste FHK både bredde og kvalitet. Efter 41 minutter gjorde Martinusen det til 26-19, og FHK havde fuld kontrol over kampen.
Mossestad leverede en flot præstation, hvor han udfordrede modstanderens forsvar på kanterne og sluttede kampen af som topscorer med 9 mål på 9 forsøg. Også Adam Ljungquist og Kasper Palmar gjorde sig bemærket med flotte præstationer. Ljungquist bidrog med tempo og gennembrud, mens Palmar leverede flere mål fra langdistancen.
FHK holdt fokus hele vejen og lukkede kampen sikkert med en 38-30-sejr – et resultat der er vigtig i jagten på videre avancement i gruppespillet.
Næste gang vi skal i aktion er på lørdag d. 22. november kl. 18.00, hvor vi besøger Mors-Thy Håndbold i Bambuni Herreligaen.
//FHK