Optakt: De danske mestre besøger Middelfart Sparekasse Arena
Lørdag kl. 16.00 venter en stor opgave i Middelfart Sparekasse Arena, når vi får besøg af de danske mestre Aalborg Håndbold.
Nordjyderne har allerede sikret sig førstepladsen i grundspillet, inden de sidste kampe er spillet. Det understreger niveauet. Det er et mandskab med international klasse, bredde og profiler fra øverste hylde – spillere, der uge efter uge leverer både i ligaen og på den europæiske scene.
Hos os er udgangspunktet et andet. Vi er midt i en tæt kamp om pladserne i slutspillet, og hvert et point tæller i den jagt. Opgaven lørdag eftermiddag bliver en af de helt svære, hvor FHK bliver udfordret på samtlige parametre.
Adam Ljungquist ser frem mod kampen og mødet med Aalborgs store profiler:
“Aalborg er et ekstremt godt hold og de har mange profiler, der også huserer på diverse landshold rundt omkring i Europa. Det er et hold med meget kvalitet. Det bliver interessant at se, hvordan vi står, når vi møder et hold som dem.”
Opbakningen fra tribunerne kan blive en faktor mod et hold, der er vant til store scener og højt tempo. Men for FHK handler det også om at vise tilskuerne, at de er et bedre hold, end de seneste resultater har vist:
“Vi håber på at få en masse publikum ind i hallen, så vi kan skabe en god stemning og måske presse dem en smule. Vi skal gå ind og gøre alt for at vise, at vi er et bedre hold, end det vi tidligere har vist i denne sæson. Vi vil ind og lykkes med vores ting og forhåbentlig drille Aalborg-maskinen.”
Vi er tæt på udsolgt til lørdagens kamp, men der er stadig få billetter til salg lige her
Kommer du ikke i hallen, vises kampen på TV2 Sport med optakt fra kl. 15.30. Derudover kan du følge livescore på Tophåndbold eller via vores mediepartner Avisen.nu.
// FHK