Stærk sæson belønnes: U13-piger er Årets Hold i FHK
FOTO: Engberg Foto v. Benjamin Christensen
Efter en flot sæson for FHK U13 piger blev de helt fortjent kåret til Årets Hold i Fredericia Håndboldklub ved sæsonafslutningen lørdag middag.
Holdet har ikke tabt en kamp siden oktober og de har formået at vinde alt, de har deltaget i. Herunder blandt andet pokalturneringen, AA-rækken som er den bedste række i U13-årgangen og senest Hancock Cup.
Træner Henriette Niess har sat ord på den sæson, som holdet har leveret:
”Det er et hold, der gerne vil træne og de vil gerne spille håndbold. Vi har næsten ingen skader haft og hvis vi har haft, så har de spillere stadig været her, så det er et tegn på sammenhold. Hele sæsonen har de stået sammen alle 10 spillere og de har været gode til at hjælpe hinanden. Det er en flok meget ydmyge piger, der ikke selv er klar over, hvor gode de er, hvilket også er medvirkende til, at de har klaret sig så godt.”
Selvom sæsonen blev rundet af med afslutningen i lørdags, så er U13 pigerne ikke helt færdige endnu. Den 8.-10. maj afholdes det uofficielle DM for U13 årgangen og her skal pigerne selvfølgelig i ilden for at runde en fantastisk sæson af.
//FHK