Stærkt fællesskab og flotte resultater til Hancock Cup i Skive
Foto: Engberg Foto v. Benjamin Christensen
For 20. gang deltog Fredericia Håndboldklub i den traditionsrige Hancock Cup i påsken – og igen i år blev det en tur fyldt med både stærke præstationer og fællesskab.
Omkring 200 spillere, trænere og ledere var afsted, fordelt på 17 hold fra U11 til U17. Påskedagene i Skive bød på masser af håndbold, tætte kampe og gode oplevelser – både på og uden for banen.
Sportsligt blev det en turnering, der gav masser at skrive hjem om. U17 drengene stod for en intern FHK-finale, mens U15 pigerne, U13 pigerne og U13 drengene alle vandt deres respektive rækker. U17 pigerne leverede også en stærk indsats, men måtte desværre se sig slået i semifinalen efter en kamp, der måtte ud i forlænget spilletid.
Men turen handlede om mere end resultater.
Ungdomskoordinator Mie Kjærgaard fremhæver især det stærke sammenhold på tværs af holdene:
– Det, der gør turen helt særlig, er fællesskabet. Holdene bakker hinanden op på tværs af årgange, og når flere spiller i samme hal, står de klar og hepper. Samtidig er der et stærkt socialt miljø blandt både spillere og trænere, og vi mærker en rigtig god opbakning fra forældrene. Det hele går op i en højere enhed, og det giver bare en virkelig god tur.
At flere af trænerne selv tidligere har deltaget i Hancock Cup som spillere, understreger også, hvor vigtig traditionen er i klubben.
Endnu en gang blev turen til Skive en succes – både sportsligt og socialt.