Martin anede ikke, hvordan man spillede håndbold, da han begyndte: Nu har han fået det bedste arbejde, han kan forestille sig
Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med vores mediepartner Fredericia Avisen. Skrevet af Mille Dyhrberg
Han kom til Fredericia i 2018, da klubben lå i 1. division, læste erhvervsøkonomi ved siden af og regnede med at skulle have et rigtigt arbejde bagefter. I stedet blev håndbolden arbejdet, og han har været med hele vejen op, til sølv, til Europa og til landsholdet. Han kalder sig selv en arbejdsmand, han tager strømperne på i en bestemt rækkefølge, og han går på jagt, når der er tid, hvilket der sjældent er med en søn på tre.
Det er ikke familien, der har sat ham i gang, for der har aldrig været håndbold i familien. »Det begyndte egentlig med, at min bedste kammerat startede til håndbold, da vi var ti år. Vi spillede alle sammen fodbold dengang, men hans far havde selv spillet håndbold og været træner. Så da han begyndte, tænkte jeg, at det måtte jeg hellere også prøve,« fortæller Martin Bisgaard. Han havde aldrig set en håndboldkamp, da han mødte op i hallen i Odder. »Jeg er højrehåndet, og normalt springer man jo af på venstre ben, når man skal afslutte. Men i begyndelsen sprang jeg altså af på højre. Så der var ikke ligefrem noget skjult talent, der bare ventede på at komme frem. Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg lavede,« siger han, og det er den fløjspiller, der i foråret kom på Herreligaens Årets Hold og i maj 2025 fik landsholdsdebut mod Norge i Stavanger.
Han er 31 år, 189 centimeter og venstre fløj i FHK, og han kom til Fredericia i sommeren 2018 fra Odder, hvor han havde spillet sine første fire seniorår, de fleste af dem i en klub, der er, som han siger det, fødeklub for klubber med lidt mere økonomi. Hans agent havde ører ude i alle hjørner, Fredericia var en mulighed, og i Fredericia sad Jesper Houmark, som havde været hans ungdomstræner i Aarhus. »Så tog jeg en snak med Jesper, kom ned og besøgte klubben og fik også talt med Thomas Larsen. Og så gik det egentlig ret stærkt med at få en aftale på plads,« fortæller han. Klubben lå i 1. division, men den havde et projekt og ambitioner, og det var det, han kunne se sig selv i. »Siden da har jeg faktisk aldrig været i nærheden af at stå med en kontrakt, der var ved at udløbe. Vi har forlænget i god tid hver eneste gang, så der har ikke været så meget andet at forholde sig til,« konstaterer han. Dengang læste han erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, og håndbolden var et godt supplement til SU’en, mere var det ikke. Drømmen var at kunne leve af det, han holdt mest af, når studiet var færdigt, og gøre håndbolden til arbejdet i stedet for et supplement. »Og det er jo lykkedes. Jeg fik gjort studiet færdigt, men så længe jeg kan spille håndbold, synes jeg stadig, det er det bedste arbejde, man overhovedet kan have,« siger han.
Og et arbejde er det også i den måde, han taler om sig selv på banen. Som spiller beskriver han sig selv uden omsvøb. »Jeg har aldrig været det helt store tekniske talent. Jeg har altid været en arbejdsmand, og det er jeg stadig. Det er de klassiske dyder med hårdt arbejde og vilje, der skal bære mig frem, og det er jo lykkedes meget godt indtil videre,« siger han, og med årene er der kommet erfaring oven i og tanker om, hvad der ellers skal udvikles, teknisk og taktisk. Fløjen deler han med Morten Jørgensen, der i sit portræt fortalte om det samme samarbejde fra den anden side, og for Martin Bisgaard er konkurrencen en del af spillet. »Det holder en skarp, når man ved, at der sidder dygtige spillere på bænken, som også gerne vil have ens minutter. Men vi har et rigtig godt samarbejde og kan sagtens snakke om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Vi presser hinanden både til træning og i kamp, og så må man tage de minutter, man får,« siger han. Konkurrencen slutter dog ved stregen, for uden for banen er det en anden Martin Bisgaard, holdkammeraterne kender. Spørger man, hvordan de ser ham, kommer svaret uden tøven. »Jeg tror, de ser mig som en udadvendt, glad og smilende fyr, der altid er klar på en joke eller en kæk kommentar. Hvis der kommer en ind med morgenhår og søvn i øjnene, kan jeg godt finde på lige at kvikke ham lidt op. Og så tror jeg også, de ser mig som en, der virkelig går til den til træning,« siger han, og når træningen er slut, er han hurtigt klar med et spil kort til frokost eller en øl i omklædningsrummet efter en sejr.
Men når kortspillet er færdigt, kører han hjem, og hjem er ikke Fredericia. Han er fra en lille by syd for Aarhus, og han har boet i Aarhus, siden han var 20, studeret der, spillet der, i Viby og i Aarhus, og fundet en kæreste der. Nu har de en søn på tre, snart fire, i institution i Aarhus, begge familier bor i nærheden, og så pendler han. »Heldigvis har jeg haft nogle stykker at køre frem og tilbage med gennem årene. Det gør turen lidt kortere. Vi har det rigtig godt i Aarhus og er glade for at bo der. Men nogle gange kan jeg da godt savne bare at kunne gå en tur i Føtex i Fredericia og møde nogle glade håndboldfans, man lige kan få en snak med. Håndbold fylder altså ikke helt det samme i Aarhus,« bemærker han. Væk fra banen er han først og fremmest familiefar, og tiden går med sønnen og kæresten, et netværk af venner med børn på samme alder, legepladser, boldspil, en kaffe på café. Om sommeren spiller han golf, og det passer heldigvis med kalenderen, for om efteråret og foråret er der kampe. Og så er der jagten. »Jeg er vokset op på et landbrug ude på landet, hvor både min far og farfar gik meget på jagt. Jeg har været med, nærmest siden jeg kunne gå. Det bliver desværre til mindre og mindre med tiden og den måde, vi bor på nu. Men jeg nyder virkelig at komme af sted, også nogle gange helt alene, hvor man bare kan nyde freden,« fortæller han. Det samme gælder kolonihaven, der altid trænger til at blive fikset, og hvor sønnen spiller fodbold, mens han slår græs og klipper hæk.
Golfen deler han med holdkammeraterne, for de har fri på de samme skæve tidspunkter, en onsdag efter en tirsdagskamp, hvor ingen af vennerne i Aarhus kan. Han kører til træning sammen med Anders Kragh Martinusen, der også bor i Aarhus, og de spiller tit en runde sammen på en fridag. »Vi kan godt lide at konkurrere mod hinanden, også når det ikke handler om håndbold. Og så er der jo rig mulighed for at sende nogle stikpiller af sted, når vi går rundt ude på golfbanen,« griner han. Stikpillerne hører fridagene til. På kampdage er der til gengæld ikke meget, der bliver overladt til tilfældet. Overtroisk er han ifølge sig selv ikke, men der er ting, der skal foregå i samme rækkefølge hver gang. »Jeg skal altid have tapet både højre og venstre. Så tager jeg højre strømpe på først, derefter venstre, så højre sko og til sidst venstre. Og jeg binder dem også i den samme rækkefølge hver gang. Der er også nogle faste rutiner i omklædningsrummet. Jeg gør det, uanset om vi har vundet eller tabt, så jeg vil ikke kalde det overtro. Jeg ved faktisk ikke, hvornår det begyndte, men når man altid har gjort det sådan, er det svært at lade være,« forklarer han. Livretten findes på en fransk bistro i Aarhus, som han og kæresten vender tilbage til, oksemørbrad skåret ud i lækre stykker, rosa, med pommes frites og bearnaise. »Det er jo ganske simpelt, men det smager bare rigtig, rigtig godt, og vi ender altid med at bestille det samme,« siger han. Fun fact er sværere, for han gemmer, som han siger, ikke rigtig på noget. Det bliver til jagten og til, at han er gammel springgymnast og godt kan lave en salto, hvis han får lidt mere tid i luften.
En fridag i hverdagen bruger han helst på at holde sønnen hjemme fra børnehaven. »Så tager vi på tur og finder på et eller andet sammen. Det behøver bestemt ikke være Legoland. Vi kan sagtens køre en tur til stranden, kaste sten i vandet og drikke en varm kakao. Eller tage hjem til mine forældre, klappe hesten, give den en gulerod og spise frokost. Der behøver virkelig ikke ske noget særligt, for at det er en god dag,« siger han, og ellers er der golfbanen eller simulatorgolfen derhjemme.
Det er de små dage. De store har han også haft nogle af, og de kommer i rækkefølge, når han bliver spurgt. Oprykningen står stadig som noget særligt, for han kom fra at tro, at han aldrig skulle spille i ligaen, og pludselig fik han lov til at konkurrere med de bedste. Så kom bronzen, så finaleserien mod Aalborg, der endte med sølv, og så Champions League og Europa. »At få lov til at komme ud og spille mod nogle af de allerbedste hold i Europa, det er altså også kæmpestort,« siger han, og det er den retning, drømmene stadig peger. »Vi drømmer selvfølgelig om at vinde hver eneste kamp, men også om at flytte det her projekt endnu længere frem og bringe klubben tilbage til den storhedstid, den har haft. Vi vil gerne vinde mere metal, for vi er bestemt ikke metalmætte endnu. Og så vil vi gerne ud og have nogle af de helt store oplevelser i Europa. Det er jo en tid i vores liv og nogle oplevelser, vi aldrig får igen,« siger han.
Indtil videre kører han ned fra Aarhus om morgenen med Anders, tager højre strømpe på før venstre og går ind i hallen for at gøre det, han selv kalder sit arbejde. Det er 17 år siden, han sprang af på det forkerte ben i Odder. Det har han lært at lade være med. Alt det andet, der kom til undervejs, viljen, humøret og rækkefølgen på strømperne, har Martin Bisgaard beholdt.
