Forside / Alle nyheder fra FHK / Nedtakt: Bergerud og FHK lukkede ned for TMS
Nedtakt: Bergerud og FHK lukkede ned for TMS
Fredag aften kom vi tilbage på sejrssporet i Bambuni Herreligaen, da TMS Ringsted blev besejret 31-26 i Middelfart Sparekasse Arena.
Efter en tæt indledning fik vi gradvist bedre fat og kunne gå til pause foran 15-12. I anden halvleg fik vi skabt det afgørende hul, og foran 1.558 tilskuere kunne vi til sidst sikre en sejr på fem mål.
Vi kom godt fra start med scoringer af William Moberg og Mads Thymann til 2-0, men TMS Ringsted svarede hurtigt igen.
De første minutter bølgede frem og tilbage, og efter knap ti minutter var gæsterne foran 6-5. Herfra begyndte vi dog at få bedre fat.
Torbjørn Bergerud leverede flere vigtige redninger, mens vi offensivt fik sat mere fart i spillet. Mads Kjeldgaard bragte os foran 11-8, og senere øgede Anders Martinusen til 13-9.
TMS fik reduceret afstanden inden pausen, men i halvlegens sidste sekunder erobrede Kristian Hübert Larsen bolden, og Anders Martinusen løb kontraen i mål til 15-12.
Stærk periode skabte afgørelsen
Efter pausen fortsatte vi med at holde TMS på afstand, og midtvejs i anden halvleg kom den periode, der for alvor gav os grebet om de to point.
Ved stillingen 18-15 scorede vi tre mål i træk. Henrik Jakobsen løb først en kontra i mål, hvorefter Mads Kjeldgaard fulgte op med to scoringer til 21-15.
Bergerud fortsatte samtidig med at levere redninger i den anden ende, og da Kjeldgaard senere gjorde det til 23-17, havde vi skabt kampens hidtil største føring.
TMS forsøgte at kæmpe sig tilbage, men hver gang gæsterne kom tættere på, havde vi et modsvar. Anders Martinusen gjorde det til både 27-22 og 28-23, og dermed havde vi fortsat et solidt greb om kampen.
I slutfasen kom TMS ned på 29-26, men Mads Kjeldgaard lukkede definitivt opgøret med kampens sidste to FHK-scoringer. Bergerud satte punktum med endnu en redning kort før slutfløjtet, og dermed kunne vi fejre en 31-26-sejr.
Bergerud med 20 redninger
Torbjørn Bergerud leverede endnu en stærk præstation i målet. Han sluttede kampen med 20 redninger på 43 afslutninger svarende til 46,51 procent. Hele 14 af redningerne faldt i anden halvleg.
I den anden ende blev Mads Kjeldgaard og Anders Martinusen topscorere med syv mål hver. Anders Martinusen bidrog desuden med fem assists, mens Henrik Jakobsen var sikkerheden selv med fem scoringer på fem afslutninger. Mads Thymann og Malthe Bull scorede begge tre gange på tre forsøg.
Dermed rejste vi os efter det smalle nederlag i Silkeborg og kunne sætte yderligere to point ind på kontoen i Bambuni Herreligaen.
Næste hjemmekamp er mandag den 28. september kl. 19:00, hvor det gælder opgøret mod Sønderjyske Herrehåndbold. Køb billet til kampen HER
FAKTABOKS
FHK – TMS Ringsted 31-26 (15-12)
Tilskuere: 1.558
FHK-mål:
Mads Kjeldgaard 7
Anders Kragh Martinusen 7
William Andersson Moberg 5
Henrik Jakobsen 5
Mads Thymann 3
Malthe Bull 3
Malthe Hejsel 1
Redninger:
Torbjørn Bergerud: 20/43 – 46,51 %