William Moberg fortsætter i Fredericia Håndboldklub

Fredericia Håndboldklub og William Moberg har forlænget samarbejdet. Den 26-årige svenske playmaker har sat sin underskrift på en ny aftale, der løber frem til sommeren 2029. 

William Moberg kom til Fredericia Håndboldklub i sommeren 2024 fra svenske IK Sävehof og har siden udviklet sig til en profil og en central skikkelse på FHK-mandskabet. I denne sæson har han efter 5 kampe allerede vist lovende takter og ligger aktuelt nummer 6 på topscorerlisten i Bambuni Herreligaen.

I klubben er der stor tilfredshed med, at samarbejdet nu fortsætter de kommende sæsoner. 

“Vi er meget tilfredse med, at Moberg har valgt at fortsætte i Fredericia Håndboldklub. Siden han kom til klubben, har han lagt lag på lag i sit spil og udviklet sig til en vigtig brik i vores angreb. Han har en rigtig god håndboldhjerne, tager ansvar og fighter altid for holdet på banen,” siger direktør Thomas Renneberg-Larsen

Moberg har i denne sæson fået en endnu større rolle på holdet og er samtidig blevet en del af anførergruppen. 

“Det fortæller også noget om den rolle, han har fået på holdet. Han bidrager både håndboldmæssigt og til gruppen, og vi ser fortsat et stort potentiale i ham. Derfor glæder vi os til at fortsætte samarbejdet og forhåbentlig skabe mange gode oplevelser, sejre og flere medaljer sammen i de kommende år,” siger direktør Thomas Renneberg-Larsen. 

For William Moberg har beslutningen om at forlænge aftalen med FHK været naturlig. Playmakeren føler sig godt tilpas i både klubben og byen, og oplever samtidig, at han fortsat udvikler sig som spiller:

“Jeg trives rigtig godt både i klubben og i Fredericia, og derfor var det også naturligt for mig at fortsætte. Jeg føler, at jeg har taget store skridt som spiller, siden jeg kom hertil, og jeg kan mærke den tillid, jeg får fra både trænerteamet og mine holdkammerater. Det betyder meget for mig,” siger William Moberg

Samtidig er blikket allerede rettet mod det, der venter forude. Moberg tror på klubbens udvikling og sigter efter at tage et skridt længere op med FHK:

“Vi vil gerne være med, hvor det er rigtig sjovt, og jeg synes, at klubben bevæger sig i en spændende retning. Jeg er sulten efter mere og glæder mig til at fortsætte arbejdet og jagten på nye store oplevelser sammen med FHK.”

Med den nye aftale fortsætter William Moberg dermed i den røde FHK-trøje frem til sommeren 2029. 

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer