Nedtakt: Nederlag i Svendborg trods stærkere anden halvleg

Fredericia Håndboldklub måtte lørdag eftermiddag forlade Arena Svendborg uden point. Efter en kamp, hvor vi flere gange forsøgte at spille os tilbage, kunne GOG til sidst sikre sig sejren på 32-28.

GOG skabte afstand før pausen

GOG fik den bedste start på opgøret og bragte sig hurtigt foran 2-0. Vi fik dog arbejdet os ind i kampen, og efter ti minutter udlignede Adam Ljungquist til 5-5 med sin tredje scoring.

Herefter fik hjemmeholdet igen skabt afstand. GOG kom foran 9-6, inden vi med to scoringer i træk fik reduceret til 9-8.

Mod slutningen af første halvleg blev opgaven vanskeligere. To udvisninger med få sekunders mellemrum betød, at vi i en periode måtte spille med to mand i undertal. GOG udnyttede perioden til at skabe ny afstand og kom foran 12-8.

Vi fik reduceret inden pausen, så pausestillingen lød på 16-12 til hjemmeholdet.

Tættere på efter pausen

Vi kom stærkere ud til anden halvleg og begyndte langsomt at æde os ind på hjemmeholdets føring.

Kasper Young, Adam Ljungquist, Anders Martinusen og Kristian Hübert Larsen fandt alle vej til nettet, og efter knap 37 minutter havde vi reduceret til 18-16.

GOG svarede dog hurtigt igen med to scoringer, og selvom vi fortsatte jagten, lykkedes det aldrig at få lukket hullet helt.

Med godt ti minutter tilbage var stillingen 25-21, men vi blev ved med at hænge på. Anders Martinusen reducerede til 26-23, og senere gjorde Kristian Hübert Larsen det til 28-25. Hver gang formåede GOG dog at svare igen.

I slutfasen holdt hjemmeholdet fast i føringen. Morten Jørgensen og Kasper Young stod for vores sidste scoringer, inden kampen sluttede 32-28.

Dermed spillede vi anden halvleg helt lige, 16-16, men underskuddet fra de første 30 minutter blev afgørende.

Otte mål fra Ljungquist

Adam Ljungquist leverede en stærk offensiv præstation og blev vores topscorer med otte mål på ti afslutninger. Morten Jørgensen fulgte efter med fire scoringer, mens Kristian Hübert Larsen, Malthe Hejsel og Anders Martinusen hver scorede tre gange.

Næste opgave venter på udebane, når vi på udebane skal spille 1/8-finale mod GGIF Grindsted onsdag d. 23. september kl. 19:30, i Lynghallen.

Næste hjemmekamp i Middelfart Sparekasse Arena er mandag d. 28., september, hvor Sønderjyske Herrehåndbold kommer på besøg.
Køb billet til opgøret HER

Kampfakta

GOG – Fredericia Håndboldklub 32-28 (16-12)

FHK’s målscorere:
Adam Ljungquist 8
Morten Jørgensen 4
Kristian Hübert Larsen 3
Malthe Hejsel 3
Anders Martinusen 3
Kasper Young 2
Julius Mørch 1
Mads Thymann 1
Martin Bisgaard 1
Mads Kjeldgaard 1
Henrik Jakobsen 1

Målvogtere:
Torbjørn Bergerud: 11 redninger – 26,83 %
Sander Heieren: 1 redning – 33,33 %

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer