Optakt: Vi skal bygge videre på den gode stime mod Mors-Thy Håndbold
Søndag aften er der igen håndbold i Middelfart Sparekasse Arena, når vi tager imod Mors-Thy Håndbold i Betoro Herreligaen. Efter en god periode med flere stærke præstationer skal ligaherrerne forsøge at fortsætte den positive stime foran hjemmepublikummet.
Søndagens gæster fra Mors-Thy Håndbold indtager aktuelt 11. pladsen i Betoro Herreligaen. Holdet består af en forholdsvis ung trup, der er suppleret med en håndfuld rutinerede profiler, heriblandt Sebastian Barthold. Særligt den unge og talentfulde Simon Skovhus er en spiller, der er værd at holde øje med.
Selvom placeringen i tabellen ikke er blandt de bedste, har Mors-Thy vist, at de kan udfordre stærke modstandere. Senest leverede de en god præstation mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, og derfor forventer cheftræner Mathias Madsen også en vanskelig opgave søndag aften.
”Der venter os en svær kamp mod et hold, der senest spillede en god kamp mod BSH. Så vi har selvfølgelig kigget på, hvad der lykkedes godt for dem, og håber, vi kan sætte en stopper for det,” fortæller Mathias Madsen.
Hos FHK er ambitionen at bygge videre på de seneste gode præstationer. Senest blev det til en sejr i lokalopgøret mod KIF Kolding, hvor særligt anden halvleg viste det niveau, som cheftræneren ønsker at se fortsætte.
”Vi skal bygge videre på den gode stime, vi har gang i. Jeg synes, vi har spillet rigtig fint i lang tid og senest i lokalopgøret mod Kolding, hvor vi leverer en rigtig god anden halvleg. Det vil vi rigtig gerne fortsætte med i vores egen hule og mærke opbakningen fra vores fans. Jeg synes, de har været fuldstændig fantastiske de sidste mange kampe,” lyder det fra Mathias Madsen.
Der er dermed lagt op til endnu en spændende aften i Middelfart Sparekasse Arena, hvor ligaherrerne skal forsøge at fastholde det gode momentum og hente yderligere to point foran de røde fans.
Kampen fløjtes i gang søndag den 1. november kl. 20.00.
Allerede fra kl. 17.00 åbner vi dørene til årets Halloween-Fanzone i Hal 4, hvor der venter masser af (u)hyggelige aktiviteter for hele familien. Der er blandt andet mulighed for at prøve kræfter med Horror Hall, deltage i konkurrencer og komme i den helt rette Halloween-stemning inden kampen.
Vi glæder os til at se jer i Middelfart Sparekasse Arena!
Køb din billet på her