Maria Husted tager endnu en sæson i FHK-trøjen

Fredericia Håndboldklub kan med stor glæde meddele, at Maria Husted også i den kommende sæson trækker i den røde FHK-trøje. Maria kom til klubben for 11 sæsoner siden, hvor hun startede som ungdomsspiller og er i dag en af profilerne på kvindernes 1. divisionshold.

Den 27-årige venstrehåndede bagspiller er i den forgange sæson noteret for hele 92 mål i 22 kampe og har med sin fart og sikre afslutninger været en vigtig brik i kampen for overlevelse.

Cheftræner Mikael Jensen er glad for at kunne holde på Maria endnu en sæson:

”Jeg er naturligvis meget tilfreds med, at Husted tager endnu en sæson i den røde trøje. Det er sjældent, at man ser en spiller være i samme klub i 11 sæsoner. Husted har været med både i de gode perioder og taget ansvar, når det har været svært.”

Mikael Jensen fremhæver også Maria Husteds betydning for holdet og overlevelsen i 1. division:

”I den netop afsluttede sæson har Husted vist sin store betydning for holdet og været en central brik i vores kamp for at sikre overlevelse i 1. division. Hun møder altid op til træning med positivt humør og går forrest i træningslokalet. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde, hvor vi i den kommende sæson skal arbejde på at tage endnu et skridt fremad”

For Maria Husted var der ikke den store tvivl om hvorvidt hun skulle fortsætte:

”FHK er det helt rigtige valg for mig til den kommende sæson. Jeg tager hul på min 11. sæson i den røde trøje og efter så lang tid føles klubben som mit andet hjem. Klubben og fællesskabet betyder utroligt meget for mig og jeg tror på klubbens ambitioner om at blive et etableret 1. divisionshold”

Efter en nervepirrende afslutning på sæsonen, der endte i endnu en sæson i landets næstbedste række, ser hun nu frem til den nye sæson:

”Efter en nervepirrende afslutning på sidste sæson, hvor vi heldigvis sikrede os overlevelse, glæder jeg mig helt vildt til endnu en sæson i 1. division. Vi har vist, at når vi står sammen som hold og kæmper for hinanden, så kan vi klare de hårdeste udfordringer. Det sammenhold glæder jeg mig til at bygge videre på.”

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer