Imponerende indsats mod Veszprém
I går stod vi overfor verdens bedste klubhold, da vi mødte et stærkt Veszprém-mandskab i Ungarn. Det skulle vise sig at være en langt tættere kamp, end mange havde spået på forhånd, og vi bød i den grad Veszprém op til dans over 60 minutter.
Thorsten Fries i målet startede stærkt ud med store, afgørende redninger, mens William Moberg styrede angrebsspillet i den modsatte ende med stor sikkerhed. Efter de første 10 minutter af kampen kunne vi bringe os foran 5-4 på en scoring af Evgeni Pevnov. Veszprém holdt dog fast og lod os ikke slippe af sted med en større føring. Ingen af holdene formåede for alvor at trække fra, og efter 20 minutter var stillingen helt lige, 10-10. Det kunne i høj grad tilskrives Thorsten Fries og Veszpréms danske målmand, Mike Jensen, som begge på dette tidspunkt havde store redninger, der udfordrede angrebsholdet i at få bolden i kassen. Mod slutningen af første halvleg begyndte vi dog at miste momentum, og Veszprém udnyttede vores brændte chancer og gik til pause med en føring på 16-12.
I anden halvleg så det svært ud med det forspring, Veszprém havde opbygget i slutningen af første halvleg. De udbyggede hurtigt føringen til 23-17, og vi var for alvor udfordret og skulle lede efter løsninger. Alligevel blev vi ved med at kæmpe for et comeback i kampen, og det må man sige, vi formåede at realisere! Med ti minutter tilbage af kampen var stillingen 29-27, og vi formåede dermed for alvor at udfordre Veszprém.
Med halvandet minut tilbage af kampen var vi bagud med tre mål, 33-30. Kasper Young reducerede på straffekast, og kort efter sendte Anders Martinusen bolden i nettet til 33-32 med 35 sekunder igen. Desværre lykkedes det Veszprém at score det afgørende mål, og de vandt dermed kampen 34-32 efter en nervepirrende afslutning. Selvom det blev til et smalt nederlag, kan vi i den grad være stolte af vores præstation i Ungarn!
Kampens målscorere: Martin Bisgaard 7, Reinier Taboada 5, Kasper Young 4, William Moberg 4, Anders Martinusen 4, Mads Kjeldgaard 3, Evgeni Pevnov 3, Fredrik Mossestad 2.
Næste gang vi skal i ilden i Champions League er på onsdag klokken 18.45, hvor vi byder Wisla Plock velkommen i Jyske Bank Arena i Odense. Du kan købe din billet til kampen lige her!
// FHK