Grundspillets sidste slag mod SAH

I morgen klokken 16.00 går det løs i Djurslands Bank Arena i Aarhus, når vi møder Skanderborg AGF i sidste spillerunde af grundspillet. Et opgør, der bliver afgørende for vores placering i grundspillet – og dermed også for, hvordan vi går ind til slutspillet. Vi ligger aktuelt nummer tre i ligaen med 32 point, ét point foran SAH på fjerdepladsen, og derfor er der rigtig meget på spil i morgendagens opgør.
Onsdagens sejr og stærke præstation mod GOG har givet en stor tro på egne evner. Målmand Thorsten Fries, der stod en fremragende kamp med en redningsprocent på 41,2% udtaler, at netop den præstation giver selvtillid op til opgøret mod SAH:
“Det momentum vi fik skabt mod GOG betyder selvfølgelig sindssygt meget. Det giver en kæmpe tro på vores egne evner og på vores spil. Efter at have været igennem en lidt dårligere periode, er det fantastisk at kunne få den brudt med så god en kamp, som vi leverede mod GOG i onsdags.”
Om morgendagens modstander, Skanderborg AGF, siger han:
“Kampen bliver svær og tæt, som vores kampe mod SAH har tendens til at være. De har et utroligt komplet hold og har nok været et af de stærkeste, hvis ikke det stærkeste hold i ligaen efter jul. Så det bliver en kæmpe opgave, men hvis vi leverer, som vi gjorde mod GOG i onsdags, er det slet ikke urealistisk, at vi kan tage point med tilbage til Fredericia.”
For Fries og resten af holdet er det en kamp, de ser frem til:
“Det er jo de her kampe, man virkelig gerne vil spille, så vi glæder os sindssygt meget. Hvis man ser hen over de sidste sæsoner, er det i de her afgørende kampe, vi har været bedst. Jeg håber, vi igen kan vise, at vi er farligst, når det gælder. Vi er bedst i finaler, og kampen mod SAH må siges at være en finale om den vigtige tredje- eller fjerdeplads.”
Der fløjtes op til kamp klokken 16.00 i Djurslands Bank Arena. Skal du ikke se kampen live i hallen, dækker vi opgøret med liveopdateringer i vores story på Instagram og Facebook.
// FHK
𝗠𝗢𝗗𝗦𝗧𝗔𝗡𝗗𝗘𝗥𝗙𝗢𝗞𝗨𝗦
Klubnavn | Skanderborg AGF Håndbold |
Hjemmebane | Djurslands Bank Arena i Aarhus og Fælleden i Skanderborg |
Kampstatistik | 14 vundet, 8 tabt, 3 uafgjort |
Cheftræner | Nick Rasmussen |
Topscorer | Morten Hempel Jensen (130 mål) |
Udvisninger | 70 |
H2H-kampe |
1.12.2024:FHK(30)-𝗦𝗔𝗛(𝟯𝟮) 6.3.2024:𝗦𝗔𝗛(𝟯𝟬)-FHK(27) 21.12.2023:𝗙𝗛𝗞(𝟮𝟲)-SAH(22) |