Fredericia Håndboldklub henter stregspiller Julius Mørch fra sommeren 2026

Fredericia Håndboldklub har indgået en aftale med den 23-årige stregspiller Julius Mørch-Rasmussen, der skifter til klubben fra Nordsjælland Håndbold fra sommeren 2026. Aftalen løber over de kommende to sæsoner.

Julius Mørch-Rasmussen kommer til Fredericia efter fem sæsoner i Nordsjælland, hvor han har udviklet sig til en markant profil på ligaholdet. Med 29 ungdomslandskampe i bagagen og sine 204 centimeter bidrager han med både fysik og tilstedeværelse – særligt i det centrale forsvar, hvor han har haft en nøglerolle. Samtidig er han en stabil afslutter på stregen i angrebsspillet.

Direktør Thomas Renneberg-Larsen ser frem til at få den nye stregspiller ind i truppen:

Vi får en spiller, der kender ligaen indgående og kan gå ind og bidrage fra første dag. Julius har taget nogle stærke skridt i sin udvikling de seneste sæsoner, og vi ser et stort potentiale i ham – både defensivt og offensivt. Med hans tilgang styrker vi os centralt i forsvaret, hvor han sammen med Henrik Jakobsen og Kristian Hübert Larsen kommer til at udgøre en vigtig del af fundamentet.

Den nye FHK-spiller ser selv frem til skiftet og de næste skridt i karrieren:

Jeg har valgt at skifte til Fredericia Håndboldklub, fordi jeg ledte efter en klub, hvor jeg kunne få muligheden for at tage et step op i håndboldligaen. Jeg vil gerne være med der, hvor det er sjovt at spille for en klub, der har målsætning om at være med i toppen af dansk håndbold.

Han glæder sig samtidig til at få Middelfart Sparekasse Arena som hjemmebane:

Det glæder jeg mig meget til. Nu har jeg været her mange gange som udehold, og jeg ved, det kan blive en rigtig heksekedel derinde – specielt med fanklubben i ryggen. Så jeg glæder mig til at mærke det i FHK-trøjen.

Julius Mørch-Rasmussen flytter til Fredericia i løbet af sommeren sammen med sin kæreste.

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer