Faktatjek: FHK-Lemvig/Thyborøn Håndbold…
Efter to udekampe i streg, er vi tilbage i thansen ARENA, hvor vi får besøg af et formstærkt Lemvig/Thyborøn Håndbold, der vundet deres seneste 2 kampe.
Vi spoler tiden 3 måneder tilbage, og finder en vigtig udebanesejr over Lemvig/Thyborøn, der udover de to point også bød en lille forbandelse på udebane i Lemvig. Nu er situationen en anden, og vi tager imod Lemvig/Thyborøn hjemme, hvor vi plejer at have et godt tag på nordvestjyderne. Vi møder dog et formstærkt hold, der har vundet deres seneste to kampe, og spillet sig tættere på top-8, omend det ser svært ud. Kendetegnene for Lemvig/Thyborøn er at de er stærkest hjemme. Denne sæson er ingen undtagelse, hvor 6 ud af 8 point er taget på hjemmebane, hvilket gør dem til et af ligaens dårligste udehold. Det skyldes blandt andet en lav scoringsprocent, faktisk ligaens laveste, som de deler med HC Midtjylland og det betyder at de i snit laver sølle 25 mål pr. kamp. Dertil kan man se en redningsprocent i den lave ende, så er det ikke formlen på sejr. Grundlæggende har Lemvig/Thyborøn haft svært ved at lave mål, men to der har bevist de kan den disciplin i denne sæson er: Thomas Damgaard og Jonathan Würtz. De er begge omdrejningspunkterne i Lemvig/Thyborøns angrebsspil, og står for cirka en tredjedel af deres mål. Så, der er ingen tvivl om hvilke to herrer vi skal holde et ekstra vågent øje med fredag aften.
Herunder et lille faktatjek på LTH:
Navn: Lemvig/Thyborøn Håndbold
Hjemmebane: Arena Vestjylland Forsikring
Cheftræner: Dennis Bo Jensen
Seneste 5 kampe: T-T-T-V-V
Seneste opgør i denne sæson: LTH 24-25 FHK
Denne sæsons placering: nr. 11 m. 8 point
Topscorer denne sæson: Playmaker – Thomas Damgaard m. 48 mål.
Vores cheftræner Gudmundur Gudmundsson har i denne sæson snakket meget om at vi skal løbe noget mere kontra. I den forbindelse er fløjene vigtige, og Jakob Frederiksen fortæller lidt om deres rolle her…
”Vi fløje, har en vigtig rolle i at få kontrafasen til at fungere. Det er vigtigt atvi løber i bund, så vi kan få overtal i 2 fasen.”
Den grundlæggende plan for at slå Lemvig/Thyborøn er helt klar for Jakob Frederiksen…
”Det vigtigste bliver at sætte 60 minutter sammen! Vi skal ikke have så store udfald, og så er jeg sikker på vi får de 2 point!”
Jakob tænker også at thansen ARENA bliver et faktum i fredagens kamp…
”Vi er trygge i “Hulen”, og vi får mange af vores point på hjemmebane, så det vil betyde meget at bevare den gode statistik på hjemmebane”
//FHK