I morgen venter en knald-eller-fald-kamp mod Sønderjyske i Santander Cuppen, hvor vi, med en sejr på 32-25 over HC Midtjylland d. 30. august, kvalificerede os til kvartfinalen, som nu skal afgøres i morgen. Kampen spilles på Sønderjyskes hjemmebane i Sydjysk Sparekasse Skansen, og der fløjtes op til kamp klokken 18.30.
Anders Martinusen udtaler om sine forventninger til kampen:
“Jeg forventer et voldsomt tændt Sønderjyske-hold, som kommer med alt, hvad den kan trække! De har næsten altid en fuld hal med ekstrem god opbakning, så der bliver lagt meget pres på os fra start. Vi begynder heldigvis at have en god sum erfaringer med at stå i fyldte haller og have et stort publikum mod os, så vi skal tage udgangspunkt i, at vi er vant til at stå mod hjemmeholdets tryk!”
At sikre sig en plads til det store Final4-stævne i Jyske Bank Boxen i Herning vil betyde noget helt særligt. Anders udtaler:
“Det vil betyde, at vi kommer i mål med et af vores delmål for sæsonen. Vi ønsker os virkelig meget den plads! Det var en fornøjelse at være en del af sidste sæson, trods resultaterne ikke var med os.”
Hvis ikke du er en af de heldige, der skal overvære kampen i Sønderborg, kan du se kampen på TV2 Sport med optakt fra klokken 18.00.