Svær kamp på udebane i Polen
Vi rejser hjem med et nederlag i bagagen efter gårsdagens kamp mod Wisla Plock, hvor vi måtte se os besejret med 30-21. Især i anden halvleg havde vi det svært, og hjemmeholdet formåede at udnytte momentum til at sikre sejren.
Det var en målfattig start på kampen, hvor William Moberg først efter 4 minutter kunne scorer til stillingen 1-1. Selvom vi fik en udfordrende start, leverede Sebastian Frandsen i målet flere afgørende redninger, som holdt os inden for rækkevidde af Wisla Plock. Herefter udviklede opgøret sig til en tæt affære, hvor begge hold fulgtes ad langt ind i første halvleg. Vores første føring kom efter 15 minutter, da Taboada bragte os foran 6-5. Den glæde blev dog kortvarig, da hjemmeholdet efter 23 minutter fik slået et hul og øgede til 11-7 efter en længere periode, hvor vores angrebsspil var udfordret. Vi gik derfor til pause bagud 14-9.
Anden halvleg begyndte med en reducering til 14-10 af Kasper Young, og vi kæmpede os tilbage, hvor Lasse Balstad med sin scoring til 15-13 efter seks minutter skabte håb. Desværre kostede tekniske fejl og afbrændere os dyrt, og Plock udnyttede situationen til endnu engang at trække fra og kunne med 15 minutter tilbage af kampen bringe sig foran 20-14. Mod slutningen øgede hjemmeholdet føringen til 10 mål, og selvom Martinusen med to hurtige mål reducerede til 28-20, bevarede Wisla Plock kontrollen og sikrede sejren med slutresultatet 30-21.
Kampens målscorere: Anders Martinusen 4, William Moberg 3, Reinier Taboada 2, Fredrik Mossestad 2, Frederik Jægerum 2, Martin Bisgaard 2, Kasper Young 2.
Nu venter et opgør mod SAH i den danske liga på søndag, inden det gør løs igen i Champions League, hvor Veszprem kommer på besøg d. 4 december i Jyske Bank Arena i Odense. Du kan købe billet til begge opgør lige her!
// FHK