Optakt: FHK åbner ligasæsonen på udebane

Onsdag aften tager vi hul på en ny sæson i Bambuni Herreligaen, når turen går til Royal Stage Arena, hvor det første opgør mod Nordsjælland Håndbold venter. Der er kampstart kl. 19.00, og efter fem ugers opstart skal der for første gang spilles om point.

Søndagens sikre pokalsejr på udebane mod Odder Håndbold blev den første gældende kamp i sæsonen, men onsdag venter premieren i Bambuni Herreligaen. Cheftræner Mathias Madsen glæder sig til at se holdet i aktion, nu hvor ligapointene er på spil.

“Første kamp er jo altid spændende, fordi man har glædet sig efter fem hårde uger med opstart, og nu skal man til at spille, hvor det virkelig gælder. Træningskampe er én ting, men når der er point på spil, så er der en helt anden følelse og en helt anden tænding.”

Opstarten har budt på fem træningskampe, inden holdet søndag tog hul på de gældende kampe med pokalopgøret mod Odder. Her blev det til en sikker sejr og avancement til 1/8-finalen.

Ifølge Mathias Madsen står holdet et godt sted inden onsdagens ligapremiere.

“Det er man jo som træner altid meget spændt på at se, hvordan spillerne reagerer på, at nu er der konsekvenser, hvis man ikke vinder. Men jeg synes, vi står et godt sted, og vi havde en fin pokalkamp i søndags. Vi har trænet godt op til kampen, og jeg synes, det ser positivt ud.”

Et forstærket Nordsjælland venter

Nordsjælland Håndbold har fået flere nye ansigter ind til den nye sæson, og Mathias Madsen peger blandt andet på den svenske playmaker Isak Larsson som en spiller, FHK skal holde øje med.

“Jeg er spændt på, hvad Nordsjælland kommer med. De har et par nye spillere i forhold til sidste sæson, og især deres nye svenske playmaker Isak Larsson synes jeg ser spændende ud. Så vi møder et forstærket hold fra Nordsjælland, og vi ved, der venter os en svær opgave.”

Troen på et godt resultat er dog intakt, når sæsonens første ligapoint skal fordeles.

“Vi går ind til kampen med god tro på tingene og tror på, at vi kan tage derover og lave et rigtig godt resultat.”

Der er lagt op til en spændende præmiere for FHKs ligaherrer onsdag aften, hvor den nye trup har chancen for at få en perfekt start på den nye sæson med to point. Kampen kan følges på Tophåndbolds app under Livescore.

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer