Forside / Alle nyheder fra FHK / Nedtakt: En aften til historiebøgerne – sejr over Aalborg på en svær udebane
Nedtakt: En aften til historiebøgerne – sejr over Aalborg på en svær udebane
For præcis syv år siden slog vi GOG på hjemmebane i vores første kamp efter oprykningen til landets bedste række. Den 2. september 2026 kom endnu en af de aftener, der fortjener sin helt egen plads i FHK-historien.
Nogle sejre giver to point. Andre giver kuldegysninger.
Onsdag aften fik vi begge dele.
Vi slog de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold. I Aalborg. Med 33-26!
Foran 5.134 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena leverede vi en præstation fyldt med mod, kvalitet og en tro på tingene fra første sekund. Vi førte 17-14 ved pausen, vandt anden halvleg 16-12 og var foran gennem hele kampen.
Det her var ikke en sejr, vi stjal til sidst. Vi tog den.
Planen virkede
Allerede inden kampen havde cheftræner Mathias Madsen sat ord på den tilgang, vi skulle tage med ind i Gigantium.
Han kaldte opgaven for sæsonens måske sværeste udekamp og understregede, at det ville kræve vores ypperste. Men samtidig var budskabet klart: Presset lå på Aalborg. Vi skulle spille frigjort og turde tro på, at vi kunne matche de danske mestre.
Og den plan ramte spillerne lige i skabet.
Fra første fløjt spillede vi uden frygt. Vi angreb Aalborg, stod kompakt og aggressivt defensivt og lod os aldrig påvirke af hverken modstanderen eller omgivelserne. Efter godt ti minutter stod der 8-2 til FHK, og allerede dér var det tydeligt, at vi var kommet til Aalborg med troen på noget stort.
Det var samtidig præcis den reaktion, Madsen havde efterlyst efter nederlaget til Ribe-Esbjerg. I optakten talte han om at få slettet de sidste 15 minutter fra den kamp – og svaret kunne næsten ikke have været tydeligere.
En drømmestart i Aalborg
Fra kampens begyndelsen stod det klart, at vi var kommet til Aalborg for mere end bare at være med.
Anders Martinusen scorede kampens første to FHK-mål, William Moberg fulgte efter, og Henrik Jakobsen, Malthe Hejsel og Malthe Bull kom også på tavlen.
Samtidig stod Torbjørn Bergerud som en mur i den anden ende.
Efter 10 minutter stod der sensationelle 8-2 til FHK på måltavlen.
Aalborg havde svært ved at finde løsninger mod vores defensiv, og når de gjorde, stod Bergerud i vejen.
Hjemmeholdet fik arbejdet sig tættere på frem mod pausen, men vi nægtede at give slip. Da Aalborg kom på 14-15, svarede Henrik Jakobsen og William Moberg igen med halvlegens sidste to scoringer.
14-17 ved pausen. Drømmen om noget stort levede i den grad.
Og så skruede vi bare yderligere op
Man kunne have forventet et voldsomt Aalborg-pres efter pausen.
Det kom aldrig. I stedet var det os, der satte os endnu tungere på kampen.
Efter Aalborgs reducering til 15-17 svarede Martinusen igen. Moberg gjorde det til 19-16, Martin Bisgaard løb kontraen til 20-16, Henrik Jakobsen gjorde det til 21-16, og Bisgaard fulgte op med 22-16.
På få minutter havde vi rykket kampen endnu længere væk fra de danske mestre.
Og så kom et af de øjeblikke, hvor man for alvor begyndte at tro på det.
Aalborg fik straffekast. Sander Heieren kom ind. Redning!
I stedet gik vi direkte ned i den anden ende, hvor Henrik Jakobsen skaffede et straffekast. Moberg eksekverede sikkert. 16-23. Syv mål foran i Aalborg.
Bergerud. Bergerud. Bergerud.
Skal én præstation fremhæves på en aften, hvor hele holdet ramte et tårnhøjt niveau, er det svært at komme udenom manden mellem stængerne.
Torbjørn Bergerud leverede en kæmpe kamp.
15 redninger og en redningsprocent på 37,5 fortæller en del af historien. Resten kunne ses på banen.
Gang på gang stod Bergerud i vejen, når Aalborg forsøgte at skabe momentum. Allerede i første halvleg havde han ni redninger, og han fortsatte efter pausen.
Og da Bergerud kortvarigt måtte overlade målet til Sander Heieren på et straffekast, fortsatte festen. Heieren reddede.
16 redninger i alt fra vores to målmænd.
Iskolde foran mål
Det var ikke kun defensiven og målmændene, der ramte niveauet.
I den anden ende var vi hamrende effektive. Henrik Jakobsen leverede en fejlfri aften med fem mål på fem afslutninger. Martin Bisgaard scorede fem på seks, mens Anders Martinusen satte fem af syv forsøg i nettet.
Og så var der William Moberg. Ni mål. Topscorer. Fire sikre scoringer på fire straffekast.
Samlet scorede vi på 67,4 procent af vores afslutninger, mens Aalborg sluttede på 54,8 procent.
Det var effektivt. Og vigtigst af alt: Vi blev ved.
Ingen vaklen. Ingen Aalborg-comeback.
For selv med en stor føring var arbejdet ikke færdigt.
Adam Ljungquist kom ind og hamrede to scoringer i nettet på under et minut til 26-20 og 27-20. Malthe Bull gjorde det til 28-21, og Martin Bisgaard sørgede siden for både 29-23 og 30-24.
Tiden begyndte at løbe ud. Føringen stod stadig.
Og nu kunne man for alvor begynde at forstå, hvad der var ved at ske.
Moberg gjorde det til 31-24. Malthe Hejsel til 32-25.
Og da uret ramte 60:00, fik Moberg lov til at sætte det perfekte punktum fra straffekastlinjen. 26-33 stod der på tavlen da kampen blev fløjtet af.
Også på tribunen blev der også leveret en præstation, der fortjener at blive fremhævet.
Omkring 30 medrejsende FHK-fans havde taget turen til Aalborg, og selvom de var i klart undertal blandt de 5.134 tilskuere i arenaen, lod de sig på ingen måde kyse af de tusindvis af Aalborg-fans.
FHK´s fans – de kunne høres.
Fra deres plads på tribunen blev der sunget, råbt og bakket op gennem hele kampen – og i takt med at føringen voksede, blev stemmerne kun tydeligere.
Da slutsignalet lød ved 26-33, kunne spillere, stab og de medrejsende fans sammen fejre en aften, som ingen af dem kommer til at glemme foreløbig.
Syv år senere – endnu en 2. september vi aldrig glemmer
Den 2. september har allerede en særlig plads i vores historie.
For præcis syv år siden besejrede vi GOG på hjemmebane i den første ligakamp efter oprykningen. Syv år senere stod vi i Aalborg og kunne juble over en sensationel sejr mod de forsvarende danske mestre. Fra oprykkerne, der overraskede GOG, til en aften, hvor vi tog til Aalborg og vandt med syv.
2. september kan åbenbart noget i FHK.
Det her var mere end to point. Det var en præstation fyldt kvalitet og tro på egne evner.
En aften til historiebøgerne. En aften vi kan være stolte af. En aften vi kommer til at huske længe.
Du kan se holdet på hjemmebane i Middelfart Sparekasse Arena fredag d. 11. september, hvor TMS Ringsted kommer på besøg.
Køb din billet eller sæsonkort her: Billetter
Kampfakta
Aalborg Håndbold – Fredericia Håndboldklub 26-33 (14-17)
Turnering: Bambuni Herreligaen
Spillested: Sparekassen Danmark Arena, Aalborg
Tilskuere: 5.134
FHK’s målscorere:
William Moberg 9, Martin Bisgaard 5, Henrik Jakobsen 5, Anders Martinusen 5, Malthe Hejsel 4, Malthe Bull 2, Adam Ljungquist 2, Kasper Palmar 1.