Fællesskab, tårnhøje ambitioner og røde trøjer: FHK samlede 400 til brag af et Kick-off i Messe C

Denne artikel er et uddrag og er udarbejdet i samarbejde med vores mediepartner Fredericia Avisen.

Der var forventningsglæde, klapsalver og løftede vinglas i luften, da Fredericia Håndboldklub mandag aften slog dørene op til det officielle Kick-off for sæsonen 2026/27. Rammen var Messe C, hvor næsten 400 sponsorer, erhvervsfolk, samarbejdspartnere, HK Ultras og dedikerede fans var stimlet sammen for at tage forskud på den kommende sæson i Herreligaen.

Aftenen lagde fra land klokken 17.00, hvor sponsorer og erhvervsnetværket var inviteret til et eksklusivt opvarmningsarrangement i selskabslokalet Panorama i Messe C.

Her bød kommercielle chef, Christian Runge, varmt velkommen og rettede en tak til de mange fremmødte erhvervsfolk, som udgør det økonomiske fundament under klubbens fortsatte vækst. Gæsterne hyggede sig med en anretning af tapas ledsaget af et udvalg af vine.

Efter erhvervsarrangementet i Panorama åbnede dørene sig klokken 18.15 for den øvrige forsamling og de øvrige fans, og løjerne rykkede samlet ind i det store lokale Skyen på første sal.

Nye rammer og Champions League-klar arena

Herefter tog aftenens konferencier Tina Müller mikrofonen på scenen og styrede slagets gang med sikker hånd, højt humør og skarpe spørgsmål.

De to første gæster, Tina Müller tog imod ved højbordene på scenen, var direktør Thomas Renneberg-Larsen og formand Bent Jensen, som sad klar side om side til en dybdegående snak om klubbens status og fremtid.

Formand Bent Jensen lagde ud med at præsentere de helt konkrete fysiske forbedringer, der møder publikum, når sæsonen fløjtes i gang i Middelfart Sparekasse Arena. Over sommeren har hallen undergået en markant opgradering med 400 nye siddepladser samt eksklusive sky seats, hvilket løfter den samlede kapacitet i hallen til 2.560 tilskuere (heraf 1.750 faste siddepladser).

Formanden understregede stolt, at klubben dermed opfylder Det Europæiske Håndboldforbunds formelle krav til hallens størrelse for at kunne afvikle Champions League-kampe på egen hjemmebane i Fredericia.

Klare linjer fra formanden: “Vi skal have metal med hjem”

Når det kom til de sportslige målsætninger for den kommende sæson, var Bent Jensen krystalklar i sproget:

Holdet skal med i slutspillet. Holdet skal kæmpe sig i semifinalen og hente medaljer med hjem til Fredericia. Målet er at sikre europæisk deltagelse igen til den følgende sæson. På den lange bane er målet uforandret: FHK skal etablere sig som en permanent del af den absolutte top-4 i dansk herrehåndbold.

»Nogle syntes, vi var spændt for hårdt for, da vi i sin tid sagde, at vi ville være tilbage i ligaen inden 2020. Det nåede vi i 2019. Da vi sagde, vi ville i Europa inden 2025, nåede vi det også før tid. Man er nødt til at sige tingene højt og tro på det, for ellers opnår man ingenting. Vi stiller os ikke tilfredse; vi vil være med, hvor medaljerne uddeles,« fastslog Bent Jensen til store klapsalver fra salen.

Ny mand ved roret: Mathias Madsen om ambitioner og værdier

Herefter blev aftenens måske mest ventede gæst kaldt op på scenen: Klubben nye cheftræner, Mathias Madsen.

Mathias Madsen fortalte åbent om forløbet op til sin ansættelse. Taktisk løftede han sløret for, at han agter at føre det hurtige og målrige angrebsspil med kontratryk videre, men at der på forsvarsdelen vil ske markante ændringer mod et mere aggressivt, struktureret og taktisk baseret forsvar. Samtidig understregede han sin ledelsesfilosofi om at skabe psykologisk tryghed i truppen og være bundærlig over for spillerne om deres rolle på holdet.

Analogt mod digitalt på trænerbænken

Trænerteamet blev suppleret på scenen af assistenttræner Michael Wollesen og målmandstræner Johnny Ebbesen.

Michael Wollesen satte ord på rolleskiftet fra tidligere at have været cheftræner i andre regi til nu at være den stærke sparringspartner bag Mathias Madsen. Aftenens sjoveste indslag stod målmandstræner Johnny Ebbesen dog for. Johnny, som har været i klubben i over 30 år, er kendt for sin analoge stil under kampene, hvor han sirligt fører statistik over modstandernes skudmønstre på papir og blok.

Fløjspilleren Morten Jørgensen fik salen til at grine, da det kom frem, at han har kodet en helt ny, digital statistik-app til sin målmandstræner, da han så Johnny stå med 50 stykker papir i omklædningsrummet under en træningskamp i Hamborg. Johnny Ebbesen måtte muntert indrømme, at han nu er ved at lære at betjene appen på iPad under kampene.

Sæsonens nye anførergruppe præsenteret

Som det festlige punktum blev hele FHK’s ligatrup kaldt op på scenen én for én til bragende bifald fra sponsorer og fans. Mathias Madsen tog mikrofonen for formelt at præsentere sæsonens nye anførergruppe:

Anders Martinusen fortsætter som holdets primære anfører og samlingspunkt.

Henrik Jakobsen, den rutinerede norske stregspiller, indtræder i anførergruppen med sin store internationale erfaring.

Torbjørn Bergerud, den norske målmandsprofil, bliver en central del af lederteamet med sin ukuelige vindermentalitet.

William Andersson Moberg, den svenske spilfordeler, fuldender anførergruppen som holdets taktiske hjerne på banen.

Nedtælling til sæsonstart

Kick-off 2026 i Messe C lukkede og slukkede med højt humør og en klar fornemmelse af, at hele byen står samlet bag holdet.

Der er dog ikke meget tid til at hvile på laurbærrene. Allerede i morgen den 26. august tager FHK hul på ligaen med en udekamp mod Nordsjælland Håndbold.

Herefter vender holdet hjem til den store brag-premiere i den opgraderede Middelfart Sparekasse Arena søndag den 30. august klokken 15.00 mod Ribe-Esbjerg HH

Køb billet her

Læs artiklen i sin fulde længde på www.fredericiaavisen.dk

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer