Optakt: Første Play-Off-kamp venter i EHF EL
Tirsdag aften er der igen europæisk håndbold i Middelfart Sparekasse Arena, når Fredericia Håndboldklub tager imod tyske MT Melsungen i Play-offs i EHF European League.
Der venter en svær opgave mod et Bundesliga-mandskab, der aktuelt indtager 8. pladsen i verdens stærkeste liga. Melsungen kommer med både fysik, tempo og individuel kvalitet på alle positioner. I truppen finder man blandt andre de to danskere Aaron Mensing og Nikolaj Enderleit. Mensing er netop vendt tilbage fra skade, men har allerede gjort sig bemærket både i klub og på det danske A-landshold.
Melsungen har leveret solide resultater i European League. De gik videre fra det indledende gruppespil som nummer ét med maksimum point og fulgte op med en andenplads i Main Round-gruppen efter tre sejre og tre nederlag.
Fredericia går ind til kampen med god tro på egne evner. Lørdagens sejr, der sikrede en plads i slutspillet i Herreligaen, har givet et vigtigt løft. Holdet har gennem turneringen vist, at de kan spille op mod stærke europæiske modstandere og igen bliver det nødvendigt at ramme et højt niveau, hvis der skal være håb om point. Og hvis der er noget, den europæiske turnering har vist, så er det, at alt kan ske.
Der er lagt op til en intens kamp, hvor fysik og tempo bliver afgørende faktorer. Med opbakningen fra tribunerne i ryggen er ambitionen klar: at tage kampen op og skabe et godt udgangspunkt før returopgøret.
Kampen kan følges på Viaplay eller hos vores mediepartner Avisen.nu
Du kan også nå at købe din billet lige her
//FHK