Nedtakt: Vi deler pointene i Odense
Efter en sindsoprivende håndboldoplevelse i Jyske Bank Arena i Odense, tager vi et enkelt point med hjem til Fredericia.
Spændingen i slutspillets pulje 2 er fortsat fuldstændig intakt, inden den sjette og sidste runde. Afhængigt af resultaterne kan vi stadig ende som nr. 1, 2 og 3 i puljen. Det eneste der definitivt blev afgjort søndag aften, var Skanderborg Aarhus Håndbolds muligheder for videre avancement, da de tabte i JYSK Arena til BSH.
Den fredericianske stemningstribune indfandt sig i arenaens Blok I, hvor mere end 300 der holdte med de røde sørgede for en fantastisk stemning gennem kampen.
Fansene kunne overvære en tæt affære i kampens indledning hvor begge hold fulgtes ad. Efter 10 minutters spil udligner hjemmeholdets Morten Olsen til stillingen 6-6. Vores egne Bisgaard, Nørager og Martinusen er sikkerheden selv, mens Thorsten Fries tager boldene i målet. Kort efter er vi foran med 2 mål efter 15 minutters spil. Det er ikke kun vores højre back der storspiller, for hjemmeholdets ditto har i den grad fået varmet skudarmen op til opgøret. Den unge Emil Madsen løsner skudarmen imponerende 21 gange gennem kampen, med 14 mål til følge.
halvvejs gennem første omgang går vi nok engang i syv mod seks, hvor Stoklund, Nørager og Martinusen styrer bagkæden, mens Meyer og Balstad tager sig af stregspillet. Især Rasmus Meyer scorer sikkert på sine chancer og trækker straffekast hvis ikke bolden ender i nettet. Begge hold følges ad gennem den resterede del af halvlegen, hvor hjemmeholdet kan gå til pause ved stillingen 17-16.
Vi kommer ikke så godt fra start i de sidste 30 minutter, som vi åbner med et par afbrændere og tekniske fejl, der bliver straffet i vores tomme mål. Samtidig får Kasper Young en skade i baglåret, hvilket betyder Jakob Frederiksen tager over på højre fløj. Vi får så småt fat i offensiven igen og Nørager laver 2 i træk, inden Jakob Frederiksen reducerer til 20-19.
Herfra skifter vi mellem at være helt lige og bagud med en enkelt. Det var også et glædeligt gensyn da Reinier Taboada trådte ind på banen, efter han er blevet sin skade kvit. Han leverede 3 mål på ligeså mange forsøg, mens han også fik trukket straffekast og udvisninger. Efter 52 minutter kan netop Taboada sætte bolden ind til en føring på 28-29 og pludselig er vi i teten. De næste minutter skiftes vi med at være i front med en enkelt og uafgjort og der er lagt op til en dramatisk afslutning. Vi får også 2-målsføringen af flere omgange ved Taboada og Bisgaard til stillingen 31-33 med 1 minut og 45 sekunder tilbage.
GOG får sig et straffekast som Tollbring scorer sikkert på. Vi går ind i vores sidste angreb, velvidende at et mål med stor sandsynlighed vil sende os i semifinalen. Desværre bliver vi presset til en svær afslutning under en passivkendelse, så GOG i stedet kan spille sig på uafgjort. Med få sekunder tilbage på uret får Simon Pytlick passeret Thorsten Fries i målet til slutresultatet 33-33.
Resultatet betyder at vi fortsat er at finde på puljens 2. plads med 7 point, blot et enkelt point efter GOG. På 3. pladsen finder vi stadigvæk BSH med 5 point. Vi skal bruge ét enkelt point i sidste spillerunde mod Skanderborg Aarhus, hvis semifinalepladsen skal sikres. Ligeledes er vi også i semifinalen hvis BSH ikke vinder mod GOG.
Det hele bliver afgjort på søndag kl. 18.00, hvor alle slutspilshold er i aktion samtidig.
//FHK