Nedtakt: Vanvittig stemning og sikker sejr over GOG
Lørdag eftermiddag var der lagt op til et spændende opgør i Middelfart Sparekasse Arena, da vi tog imod GOG. Stemningen var fuldstændig elektrisk fra første fløjt – ikke mindst takket være eleverne fra Vejle Idrætshøjskole, som sørgede for et vanvittigt tryk og satte gang i hele hallen.
Gæsterne kom bedst fra start, men efter seks minutters spil var vi tilbage på 4-4, og herfra begyndte vi for alvor at finde rytmen. Efter 21 minutter kunne Moberg bringe os foran 13-9, og vi havde dermed slået et lille hul til GOG. Med et minut tilbage af første halvleg scorede Jonas Kruse til 17-13, inden vi kunne gå til halvleg foran 17-14. En halvleg, hvor kampens spiller, Sebastian Frandsen, også leverede en række store, flotte redninger i målet.
I starten af anden halvleg fik GOG hurtigt indsnævret vores føring, men vi holdt hovedet koldt, satte tempo på spillet og viste stor disciplin i begge ender af banen. Stille og roligt trak vi fra, og med både fart og fysik satte vi tingene på plads. Da slutfløjtet lød, kunne vi fejre en sejr på 33-27 over gæsterne fra GOG.
Næste gang vi skal i aktion, er lørdag d. 4 oktober, hvor Skjern venter på udebane kl. 16.00.
// FHK