Nedtakt: Svær kamp i Aalborg
Det blev en svær eftermiddag i Aalborg, hvor vi måtte se os slået 38-20 af et stærkt hjemmehold. Kampen bar tydeligt præg af, at vi stillede op med en voldsomt reduceret trup grundet skader, hvor vi bl.a måtte undvære Mads Kjeldgaard og William Moberg. Evgeni Pevnov kæmpede en brav kamp, ikke kun mod Aalborg Håndbold, men også mod en fæl og voldsom tandpine, der holdte ham på bænken i lange perioder. Fredrik Mossestad og Sebastian Frandsen var heller ikke på 100% og blev derfor også sparet i opgøret.
Vi kom skævt fra start og var bagud 5-2 efter 4 minutter. Selvom vi fik skabt chancer, manglede den sidste skarphed, og Aalborg kunne efter 10 minutter gøre det til 9-5 i deres favør. Kalle Møller kom ind i målet og leverede flere flotte redninger, og efter en scoring af Jonas Kruse var stillingen 13-9. Hjemmeholdets målmand Niklas Landin gjorde det dog svært for os, og vi måtte gå til pause bagud 20-12.
Anden halvleg startede heller ikke optimalt med tre hurtige tekniske fejl, og Aalborg udbyggede føringen til 23-13. Kalle fortsatte med flere fine redninger, men hjemmeholdet kontrollerede kampen resten af vejen og vandt 38-20.
På trods af resultatet var der positive elementer at tage med. Jeffrey Asamoah-Larsen fra U-17 og Rasmus Q. Andersen fra 2. division herrer fik begge deres debut, og lavede 1 mål hver. Derudover leverede unge Kalle Møller også en flot indsats mellem stængerne.
På tirsdag spiller vi mod svenske IK Sävehof på udebane i Europa League, og efterfølgende tager vi imod Grindsted GIF på hjemmebane søndag d. 26 oktober kl. 16.00. Køb din billet her!
// FHK