Nedtakt: Stærk anden halvleg sikrede sejr i hjemmepremieren
Fredag aften tog FHK Kvinder hul på sæsonens hjemmekampe i 1. division, da Ejstrup/Hærvejen gæstede Middelfart Sparekasse Arena. Efter en tæt første halvleg satte vi os for alvor på opgøret efter pausen og kunne fejre en sikker sejr på 33-26.
Det var gæsterne, der kom først på tavlen, men Julie Laursen og Nikoline Skov Johansen sørgede hurtigt for, at vi fik gang i målscoringen. Herefter fulgte en meget lige indledning, hvor holdene skiftedes til at være foran.
Midtvejs i første halvleg begyndte vi at få et lille overtag og Emma Larsen stod i vejen for Ejstrups afslutninger. Eline Osland spillede en stor rolle offensivt og stod blandt andet bag flere scoringer, da vi gik fra 8-8 til 11-8. Ejstrup/Hærvejen blev dog ved med at hænge på, og selvom vi undervejs var foran med tre mål, var stillingen 16-15 ved pausen.
FHK trak fra efter pausen
Fra starten af anden halvleg begyndte kampen langsomt at tippe vores vej. Nikoline Skov Johansen og Caroline Busk sørgede for en god start, og efter en periode uden scoringer fra gæsterne fik vi skabt det første større hul.
Fra 19-18 gik vi på et stærkt 4-0-run. Eline Osland, Mille Bekke Andersen og Laura Galle Hansen sendte os foran 22-18, inden Osland kort efter gjorde det til 23-18. Herfra slap vi ikke grebet om kampen igen.
Med godt ti minutter tilbage satte Sophie Voldby yderligere fart på. Tre scoringer inden for få minutter var med til at øge føringen fra 24-20 til 27-21, og da Maria Husted og Laura Galle Hansen efterfølgende også fandt vej til nettet, var sejren for alvor inden for rækkevidde.
Efter 60 minutter kunne spillerne og hjemmepublikummet glæde sig over en 33-26-sejr i sæsonens første hjemmekamp. Med god opbakning fra FHK U13 Drenge var stemningen i top fredag aften.
Dermed fik kvinderne sat et flot punktum for sæsonens første optræden i Middelfart Sparekasse Arena – to point på kontoen og en stærk anden halvleg at bygge videre på.
//FHK