Nedtakt: Nederlag i Skanderborg
Fredericia Håndboldklub måtte torsdag se sig slået af Skanderborg AGF Håndbold med cifrene 37-30 efter et opgør, hvor kampen på mange måder blev delt i to vidt forskellige halvlege.
FHK leverede en stærk 1. halvleg, hvor både Anders Martinusen og Mads Kjeldgaard viste højt niveau i angrebsspillet. Begge formåede at skabe tempo i kontrafasen og presse SAH-defensiven, hvilket gav Fredericia et solidt udgangspunkt og tro på, at kampen kunne tippes til deres fordel.
Men efter pausen ændrede billedet sig markant. Hvor FHK manglede de afgørende redninger, fik SAH’s målmand godt fat og satte nærmest en prop i Fredericias ellers fungerende offensiv. Det gav Skanderborg den nødvendige ro og rytme, så de dermed stille og roligt kunne trække fra i løbet af 2. halvleg.
I kampens afgørende fase manglede FHK det sidste til at true SAH’s føring. Fejl og mistede dueller gjorde det vanskeligt at skabe momentum, og selvom der blev kæmpet, udeblev comebacket.
Næste gang vi skal i aktion er på søndag, når vi tager imod Nordsjælland Håndbold hjemme i Middelfart Sparekasse Arena. Der er kampstart kl. 19.00 og du kan købe din billet lige her.
//FHK