Nedtakt: FHK viste styrke og energi i vigtig sejr mod Nordsjælland Håndbold
Nordsjælland Håndbold var modstanderen i Middelfart Sparekasse Arena denne søndag aften til en vigtig kamp om to point, der endte med en sejr på 33-26.
FHK kom stærkt fra start mod Nordsjælland Håndbold, hvor Sebastian Frandsen leverede en række vigtige redninger og hallen kogte fra første minut. Mads Kjeldgaard bragte tidligt FHK foran 3-1, og med stor vilje og intensitet i spillet tog hjemmeholdet hurtigt kontrol. Frandsen reddede tre straffekast inden for de første ti minutter, og efter 13 minutter udbyggede Kasper Palmar føringen til 9-5. Gæsterne fik reduceret, men FHK stod solidt i defensiven og holdt Nordsjælland på afstand. Ved pausen førte FHK 17-14.
Efter pausen kom NSH ud med god energi og fik hurtigt udlignet. Efter blot fire minutter af anden halvleg stod der 17-17, og kampen var pludselig helt åben igen. Her viste FHK dog kølighed. Heieren tog en vigtig strafferedning, og kort efter satte Moberg tempo på igen og bragte FHK foran med tre mål efter ni minutters spil.
FHK viste stor parathed mod NSHs 7-mod-6-spil, hvilket gav et par nemme scoringer i tomt mål. Energien var tydelig hele vejen rundt på banen, og defensiven arbejdede stenhårdt. Efter 22 minutter sendte Bisgaard FHK på 28-23, igen i tomt mål, som resultat af solidt forsvarsarbejde og hurtig omstilling.
Sebastian Frandsen fortsatte de gode takter fra første halvleg med flere vigtige redninger, og det gav plads i den anden ende. Adam udnyttede momentum og øgede til +6 efter 25 minutter, og herfra var der reelt set ingen tvivl. FHK havde besluttet sig for, at de to point skulle blive i Fredericia og kørte sejren sikkert hjem.
Slutresultatet blev 33-26 i Middelfart Sparekasse Arena – to vigtige point på kontoen og en præstation med både energi, disciplin og fællesskab.
Sidste kamp i 2025 venter på lørdag, hvor FHK besøger GOG kl. 16.00.
// FHK