Nedtakt: Aalborg tager første stik
Søndag eftermiddag tog flere end 300 FHK-fans nordpå, for at se den 1. semifinale mod Aalborg Håndbold.
Scenen var sat i en propfyldt Sparekassen Danmark Arena, der leverede en fremragende kulisse for det første semifinalebrag mellem Aalborg Håndbold og Fredericia Håndboldklub. Fansene kunne se hjemmeholdet starte som lyn og torden, hvor Claar, Sandell og Palmarsson udnyttede deres chancer, mens vi lavede tekniske fejl og brændte på hjemmeholdets målvogter, Simon Gade. Det var nok til at Cheftræner, Gudmundur Gudmundsson trykkede på timeout-knappen og kaldte til samling ved stillingen 4-0 efter 4 minutter.
Efter 1 minuts dessiner fra bænken, løsnede angrebsspillet sig mere op, hvor Taboada af flere omgange fandt netmaskerne, efterfulgt af redninger i målet fra Thorsten Fries. Bisgaard passerer Gade i målet af to omgange og afværger umiddelbart chokstarten ved stillingen 8-7.
Sådan skulle det ikke gå, da vi i den efterfølgende periode brænder mange chancer og producerer for mange tekniske fejl. Det kaster en scoringspause på 10 minutter af sig, hvor Aalborg udbygger deres ellers smalle føring, til en komfortabel en af slagsen på 13-7. Vi får igen gang i angrebsspillet op mod pause, hvor Nicolaj Nørager står for halvlegens sidste mål til stillingen 16-11. Der er plads til forbedringer til 2. halvleg, men ellers er vi godt med i kampen, hvis man ser bort fra vores lange scoringspause.
Da dagens dommerpar fløjter op til 2. omgang, åbner Bisgaard målkontoen, efterfulgt af Taboada og flere redninger i målet af indskiftede Emil Tellerup. Efter knap 5 minutter har vi endnu engang lukket hullet til bare 2 mål ved 17-15 og vi er igen med i kampen.
De næste 10 minutter af opgøret følges vi ad og skiftes til at lave mål, men Aalborg bevarer sin føring på to mål. Med lidt under et kvarter tilbage af kampen scorer Einar Olafsson i tomt mål og reducerer til stillingen 25-22. Det skulle desværre vise sig at blive vores sidste mål i kampen, hvor vi i den resterende periode brænder og laver tekniske fejl. På 4 minutter har hjemmeholdet nok engang etableret en 6-måls føring og med 10 minutter tilbage på uret ser det svært ud for os.
Vi kommer aldrig tættere på og taber den 1. semifinale med cifrene 31-22 i Sparekassen Danmark Arena.
Reinier Taboada blev topscorer for FHK med 9 mål på 11 forsøg.
På onsdag d. 24. maj kl. 18.30 fløjtes returopgøret i gang på vores hjemmebane i thansen ARENA. Vi er tvunget til en sejr, for at sende semifinaleserien i en 3. og afgørende kamp. Sidst vi mødte Aalborg på hjemmebane vandt vi med en enkelt og vi vil gøre alt for at gentage netop det!
Stor tak til de mere end 300 FHK-fans der tog turen til Aalborg og støttede holdet i en historisk semifinale!
//FHK