Nederlag efter tæt kamp mod SAH
I går måtte vi se os slået af SAH efter en kamp, der bølgede frem og tilbage, men hvor SAH i slutfasen trak det længste strå og kunne forlade Middelfart Sparekasse Arena med 2 point.
Vi starter kampen godt ud, og Lasse Balstad bringer os foran 4-2 efter 8 minutter. Vi havde kontrol over kampen. Et af første halvlegs helt store højdepunkter var comeback til Kasper Palmar efter en længere skadespause, hvor han i sit første angreb gik ind og bankede bolden i kassen. Vi fortsætter med at dominere kampen, og kommer foran med 4 med stillingen 12-8 efter 20 minutter spillet. Dog fik gæsterne reduceret op til halvleg og vi kunne gå til pause foran med 3, 15-12.
Anden halvleg blev en udfordring, da SAH valgte at gå i syv mod seks. Udeholdet fik scoret 2 hurtige mål, og pludselig var stillingen 15-14 og efter 5 minutter spillet i anden halvleg, kom de helt op på siden af os med stillingen 17-17. Herfra overtog SAH momentum, og kunne med godt 16 minutter igen bringe sig foran 23-20. Selvom vi kæmpede os tilbage i kampen var det ikke nok, og vi måtte se os slået af SAH med slutresultatet 30-32.
Gudmundur Gudmundsson udtalte efter kampen:
“Jeg synes vi spiller godt i første halvleg og kommer foran. Jeg er tilfreds med første halvleg, men anden halvleg er jeg ikke tilfreds med. Vi starter dårligt og vi spiller ikke godt nok i angrebet. Deres syv mod seks fungerer fint for dem, og vi har svært ved at få fat i dem, så de tager føringen i kampen. Det var svært, og vi var tæt på, men sådan er det. Vi er selvfølgelig meget skuffet over resultatet, men nu skal vi fokusere på at komme ud af en hård periode så godt, som muligt. Der er kort tid til næste kamp, men vi må kigge på det, blive bedre og tage læring med fra det her.”
Kampens målscorere: Mads Kjeldgaard 6, Reinier Taboada 6, Kasper Palmar 5, Martin Bisgaard 5, Evgeni Pevnov 3, Lasse Balstad 2, Anders Martinusen 1, William Moberg 1, Einar Olafsson 1.
Kampens redningsprocenter: Sebastian Frandsen 22,9% (8/33), Rasmus Storm 33,3% (2/6).
Næste gang vi skal i aktion bliver onsdag klokken 18.45 mod Veszprem i Jyske Bank Arena i Odense. Køb din billet til opgøret her.