Morten Jørgensen skifter til Fredericia Håndboldklub fra sommeren 2026

Fredericia Håndboldklub kan med stor glæde præsentere Morten Jørgensen som ny venstre fløj i klubben fra sommeren 2026. Den 25-årige fløjspiller har underskrevet en treårig kontrakt og skifter dermed til klubben fra Ribe-Esbjerg HH.

Morten Jørgensen har fået sin håndboldopdragelse i Esbjerg og har gennem flere sæsoner i Ribe-Esbjerg markeret sig som en stabil og effektiv venstre fløj. Han er kendt som en arbejdsom og disciplineret spiller, der leverer høj kvalitet i begge ender af banen.

Morten ser frem til skiftet til FHK og fortæller, at tidspunktet føles helt rigtigt.

Jeg har haft et stort ønske om at prøve mig selv af i et miljø med store ambitioner. Nu er jeg 25 år, har fået en masse vigtig erfaring og er klar til at komme ud på et eventyr med håndbolden. Fredericia har de sidste mange år vist, at de kan lægge lag på deres set-up og kæmpe med om medaljer, siger Morten Jørgensen.

Han fremhæver samtidig stemningen omkring klubben som en vigtig faktor i beslutningen.

– Jeg har fået indtryk af en stor opbakning til håndbolden i Fredericia med en velbesøgt hal og masser af engagement fra fansene, hver gang vi har spillet der med Ribe-Esbjerg. Det bliver dejligt at få Ultras på sin side fremadrettet, fortsætter han.

I Fredericia Håndboldklub ser man tilgangen som et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af truppen:

Morten er en utrolig dygtig venstre fløj, som over flere sæsoner har vist et højt og stabilt niveau. Han er en stille kriger, der arbejder hårdt for holdet og er meget effektiv i sit spil. Vi tror på, at vi kan udvikle Mortens kompetencer yderligere, så han kan bidrage med flere sejre og medaljer til FHK i de kommende år, siger direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen.

Med Morten Jørgensen og klubbens egen Martin Bisgaard råder Fredericia Håndboldklub dermed over et særdeles stærkt setup på venstre fløj.

Med tilgangen af Morten på venstre fløj og vores egen Martin Bisgaard, så råder vi over et af de stærkeste par på venstre fløjen i ligaen. Det er helt i tråd med vores strategi om at opbygge en trup, der kan spille med i toppen, spille europæiske kampe og kæmpe om medaljer, afslutter Thomas Renneberg-Larsen.

Frederik Jægerum stopper i FHK efter to sæsoner

Det betyder samtidig, at Fredericia Håndboldklub efter denne sæson siger farvel til Frederik Jægerum efter to sæsoner i klubben. Jægerum skal ud at have noget mere spilletid, end vi har kunnet tilbyde ham i Fredericia Håndboldklub, så han dermed får de bedste forudsætninger for fortsat at udvikle sit talent og tage næste skridt i sin håndboldkarriere. Inden afskeden med Frederik Jægerum venter der fortsat mange kampe i den røde trøje, hvor alle har fuldt fokus på at slutte sæsonen stærkt frem mod sommeren 2026.

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer

Dette website anvender cookies. Ved fortsat brug af dette website, samtykker du til brugen af disse cookies.  Læs mere