Fløjspiller med ligaerfaring skifter til Fredericia Håndboldklub 1. division kvinder
Fredericia Håndboldklub kan med glæde i dag fortælle, at højre fløj Laura Galle Hansen skifter til klubben fra Silkeborg-Voel KFUM, hvor hun har været en del af ligatruppen i to sæsoner. På CV’et har hun også flere kampe for det danske ungdomslandshold.
Cheftræner Mikael Jensen kender Laura Galle fra sin tid som assistenttræner i Sønderjyske og glæder sig over, at hun trækker i FHK-trøjen til den nye sæson:
”Vi er meget glade for, at Laura har valgt FHK som det næste skridt i sin karriere. Hun kommer til os med værdifuld erfaring fra ligaen og har samtidig opbygget stor erfaring gennem sine mange kampe på ungdomslandsholdene.”
Cheftræneren fremhæver fløjspillerens styrke i kontraspillet og defensiven, som noget der passer godt ind i spillestilen i FHK:
”Hun er stærk i kontraspillet, træffer gode beslutninger i begge ender af banen og er en sikker afslutter fra hjørnet. Defensivt læser hun spillet godt og bidrager med den stabilitet og erfaring, som er vigtig for holdet. Med en forholdsvis ung trup bliver Laura en vigtig profil, som både kan gå forrest på banen og være med til at løfte niveauet omkring sig. Vi ser frem til at følge hendes udvikling i FHK og er overbeviste om, at hun bliver en gevinst for både holdet og klubben.”
Laura Galle glæder sig til at trække FHK-trøjen over hovedet til den nye sæson:
”Jeg har valgt at spille i FHK i den kommende sæson, fordi jeg ser store muligheder for at udvikle mig i et stærkt og ambitiøst miljø. Klubben har klare ambitioner, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet, hvor jeg forhåbentlig kan bidrage med mine kompetencer og være med til at skabe resultater sammen med resten af gruppen. Jeg kender Mikael fra min tid i Sønderjyske, og jeg har et godt indblik i hans værdier og måde at arbejde på. Det har givet mig en stor tro på, at FHK er det rigtige sted for mig i den kommende sæson.”
//FHK