FHK sejrede i nøgleopgør

Fredericia Håndboldklub tog mandag aften mod Nordsjælland Håndbold hjemme i thansen ARENA i et opgør, der var særdeles vigtigt. FHK endte med at vinde med at vinde 33-26, og har dermed fem point ned til Nordsjælland på sidstepladsen i Primo Tours Ligaen.

 

Ikke på et eneste tidspunkt udover ved stillingen 1-1 var FHK og Nordsjælland på omgangshøjde. Måltavlen viste 5-1 efter fem minutter, efter især en rigtig god forsvarsmæssig start på kampen med en stærk Emil Tellerup i målet.

 

Et par forcerede angreb gjorde, at Nordsjælland fik reduceret til 5-3, men det blev kendetegnende for kampens forløb. Hver gang Nordsjælland fik halet en smule ind på FHK, trak det rødblussede hjemmehold igen fra efterfølgende.

 

FHK var til opgøret uden Victor Skillhammar og Rune Schrøder, og i deres fravær var der angrebsminutter i bagkæden til Jesper Lindgren, og den høje svensker kvitterede ved at score til 12-7 på et brag af et langskud 19 minutter inde i opgøret.

 

Emil Tellerup fortsatte med at lukke af i målet, og FHK gik derfor til pause foran 17-12. FHK fortsatte med at brage videre i anden halvlegs begyndelse. Stillingen blev hurtigt 20-12, og det fik Nordsjælland til at forlange timeout.

 

Igen fik Nordsjælland halet lidt ind på FHK, men de kom ikke tættere på end 23-19 med 18 minutter tilbage af opgøret.

 

I slutningen af kampen rendte FHK Nordsjælland over ende efter en disciplineret indsats hele kampen igennem. Det hele endte derfor med en FHK-sejr på 33-26.

 

Næste gang FHK skal i aktion er onsdag på udebane mod Aalborg Håndbold.

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer

Dette website anvender cookies. Ved fortsat brug af dette website, samtykker du til brugen af disse cookies.  Læs mere