Champions League kamp afvikles i Fredericia
Fredericia Håndboldklub er begejstrede for at kunne meddele, at Champions League-kampen mod Paris Saint-Germain Handball afvikles i Middelfart Sparekasse Arena den 19. februar kl. 18.45. EHF har netop givet grønt lys til brugen af vores elskede hjemmebane, da arenaen i Odense er optaget.
– Vi er utrolig stolte over at kunne bringe Champions League-håndbolden hjem til Fredericia. Det bliver en fantastisk mulighed for at vise vores styrke og passion på hjemmebane og vi ser frem til en intens kamp, hvor vi håber at se mange entusiastiske fans i hallen, fortæller Thomas Renneberg-Larsen, direktør for Fredericia Håndboldklub.
Da EHF og deres sponsorer optager en del af pladserne, mens klubbens egne sponsorer og sæsonkortholdere, samt udeholdet får de resterende pladser, vil der desværre ikke komme siddepladser til salg.
Ståpladser vil være tilgængelige fra onsdag den 11. december kl. 10.00.
Det er en unik chance for håndboldfans i Fredericia og omegn til at opleve international håndbold i topklasse på nært hold, når det franske mesterhold med flere danske profiler gæster vores rigtige hjemmebane. Vi glæder os til at byde alle velkommen til en uforglemmelig aften fyldt med spænding og drama i Middelfart Sparekasse Arena.