Optakt: FHK jagter sejr i Skanderborg
Søndag aften venter en spændende udfordring for Fredericia Håndboldklub, når vi gæster Skanderborg AGF i Djurslands Bank Arena. Her bliver der lagt op til et interessant opgør mellem ligaens bedste forsvar og mest scorende angreb.
Efter en overbevisende præstation og sejr over TTH Holstebro i seneste ligakamp skal vi søndag aften forsøge at bygge videre på de gode takter, når turen går til Skanderborg.
Her venter et Skanderborg AGF-mandskab, der har leveret flotte præstationer i denne sæson. Senest viste østjyderne deres kvaliteter på den europæiske scene, hvor de hentede en imponerende sejr over franske Montpellier i EHF Champions League.
Cheftræner Mathias Madsen er derfor også bevidst om, at der venter en vanskelig opgave, men han ser frem til mødet med en stærk modstander.
»Vi vil gerne bygge videre på den seneste gode præstation mod TTH Holstebro. Modstanden her er væsentlig større mod et Skanderborg AGF-hold, der har præsteret rigtig fint, senest med en flot sejr over Montpellier. Vi ved, at der venter os en svær opgave,« fortæller Mathias Madsen.
Ligaens bedste forsvar møder det skarpeste angreb
Der er lagt op til en interessant duel mellem to mandskaber med forskellige styrker. Skanderborg AGF er ligaens mest scorende hold, mens vi indtil videre har markeret os med ligaens stærkeste defensiv.
Det bliver derfor en vigtig opgave at få sat vores forsvarsspil i scene og forsøge at begrænse hjemmeholdets offensive kvaliteter. Samtidig skal vi tage den selvtillid og de gode takter, vi viste mod TTH Holstebro, med ind i søndagens opgør.
Og selvom cheftræneren har stor respekt for søndagens modstander, er ambitionen klar.
»Det er det mest scorende hold i den danske liga, så det bliver et sjovt match mellem det bedste forsvar og det bedste angreb. Det bliver en rigtig god styrkeprøve for os. Vi går ind til kampen med stor selvtillid, og jeg har da en klar forventning om, at vi henter sejren hjem,« lyder det fra Mathias Madsen.
Der er således lagt op til en spændende håndboldaften i Djurslands Bank Arena, hvor vi skal forsøge at følge op på den seneste sejr og hente yderligere to point til kontoen.
Der er kampstart kl. 20.00 i Djurslands Bank Arena og kampen kan ses på TV2 Sport.
//FHK