Lyserød Søndag: Fællesskabet gjorde en forskel for Jeanette

I FHK står den kommende Søndag i lyserødt. Med Lyserød Søndag sætter vi fokus på brystkræft og samler ind til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne. Det gør vi for at bakke op om en vigtig sag, men også fordi brystkræft kommer tæt på mennesker, der er en del af vores egen klub. Allerede lørdag sætter vi fokus på det i forbindelse med ligaherrernes kamp mod TTH Holstebro, hvor klubbens 1. division kvinder er iført deres lyserøde trøjer.

En af dem er Jeanette Wibrand. Hun har været frivillig i FHK i fire sæsoner og har sammen med sin familie haft sin gang i klubben gennem mange år. Men for Jeanette fik hverdagen pludselig en helt anden retning, da hun fik konstateret brystkræft.

I forbindelse med Lyserød Søndag har vi talt med Jeanette om hendes sygdomsforløb, om åbenheden omkring kræft, om betydningen af fællesskabet i FHK og om hvorfor det betyder noget for hende, når hele klubben står sammen om Støt Brysterne.

En mangeårig tilknytning til FHK

»Jeg har været frivillig i klubben i 4 sæsoner og min opgave består i at bespise de frivillige i klublokalet, inden de skal ind og i arbejde.«

Men Jeanettes tilknytning til FHK begyndte længe før, hun selv blev frivillig. Sammen med sin mand Bo har hun gennem mange år været en del af klubben som forælder, hvor tre af parrets fem børn har spillet håndbold i FHK.

»Vi har jo 5 børn, og 3 af pigerne har spillet herude. De 2 af dem spillede endda herude i lang tid, så der har Bo og jeg jo også været holdledere og været med på ture. Så blev jeg jo førtidspensionist, ikke grundet brystkræften men på grund af andre ting, og så synes jeg bare for ligesom at komme ud blandt folk også, så kunne det være hyggeligt at blive frivillig. Og da jeg kender klubben så godt, så gav det bare god mening.«

Fra den ene dag til den anden

Den velkendte hverdag ændrede sig pludseligt, da Jeanette fik konstateret brystkræft. Fra beskeden faldt, gik det stærkt med undersøgelser og behandling.

»Jamen, det ændrer sig jo fra den ene dag til den anden. Altså fra jeg fik beskeden om at jeg har brystkræft til at toget sådan ligesom bare kørte afsted. Jeg var enormt meget på sygehus og blev opereret 14 dage efter at have fået beskeden med en brystbevarende operation. En måned efter jeg var opereret, startede jeg på første gang kemo. Det bliver man jo så bare dårlig af, så man er jo enormt meget hjemme og meget nedlagt. Man får det skidt tilpas og når man så ikke længere kan komme ud og gøre det man gerne vil, så ændrer det også en psykisk i den periode. Man bliver meget indelukket.«

Da Jeanette sad hos lægen og fik beskeden, var hendes første tanke, at kræften skulle fjernes, så hun kunne komme videre. Først senere gik omfanget af det kommende forløb for alvor op for hende.

»Jeg tænker: Det skal bare fjernes, og så er jeg ligesom videre. Det var først da jeg kommer til de efterfølgende samtaler og at det går op for mig, at der faktisk går rimelig lang tid, inden man er videre.«

Åbenhed gennem hele forløbet

Under sygdomsforløbet valgte Jeanette at dele sin historie og løbende holde mennesker omkring sig opdateret på sociale medier. Det gjorde hun blandt andet, fordi hun synes, det var vigtigt at gøre opmærksom på, hvorfor man skal huske at tjekke sig selv:

»Jeg synes, det er vigtigt at holde dem omkring mig opdateret. Jeg har jo selv opdaget knuden, den er ikke opdaget ved en screening og jeg synes det er et vigtigt budskab at dele, at man skal undersøge sig selv. Men også at man selvfølgelig skal tage imod de screeninger man får fra det fra det offentlige. Og så vidste jeg selv ikke ret meget om kræftforløb. Jeg tænkte ”Nå men jeg får kvalme, jeg taber håret og så bliver jeg skidt tilpas”. Men det er jo ikke bare det. Der følger bare så mange andre ting med både fysisk og psykisk. Sådan noget som senfølger havde jeg aldrig hørt om førend jeg selv var inde i forløbet. Så jeg tænkte bare, at det var enormt vigtigt at dele, fordi jeg selv manglede, at jeg havde set hvad andre med samme diagnose havde været igennem.«

Åbenheden har fulgt Jeanette gennem hele forløbet. Også da kemobehandlingen begyndte at kunne ses på hendes udseende, valgte hun ikke at gemme sygdommen væk.

»Under min kemobehandling har jeg ikke været bange for at vise mig frem. Det var lige meget for mig om det var med eller uden hår. Jeg har faktisk været meget træt af de turbanner, fordi de er så varme at have på. Jeg har altid spurgt, når jeg var et sted, om de var ok med, at jeg tog den af, fordi der er mange, der ikke bryder sig om det og det skal der være plads til. Men jeg møder da af og til noget, som ikke har set mig i lang tid eller ikke har hørt om min sygdom. Så får jeg da komplimenter for min ”nye frisure”. Der er jeg ikke bange for at sige: ”Ja, det er mine kemokrøller”. Jeg er meget åben omkring det, fordi jeg synes det er vigtigt at fortælle.«

Omsorg fra fællesskabet

Mens sygdommen og behandlingen fyldte meget, oplevede Jeanette samtidig, at mennesker omkring FHK fulgte med og viste omsorg.

»Der var flere, der skrev til mig. Der var også nogen, jeg mødtes med. Men generelt var folk gode til at spørge ind til mig og de ville gerne have opdateringer på, hvordan det gik hos mig. Jeg følte, jeg blev mødt med enorm omsorg og det var rart.«

Derfor fik det også stor betydning, da hun igen kunne begynde at vende tilbage til sin rolle som frivillig. Det handlede både om at komme hjemmefra og om igen at blive en del af det fællesskab, hun havde savnet under behandlingen.

»Det betød rigtig meget. Dels det at komme hjemmefra. Dels at jeg havde jo snakket med klubben om det og sagt, at det kan godt være, at jeg ikke er der 100%, men jeg vil være så tæt på 100%, som jeg overhovedet kan være, når jeg er her. Jeg vil gerne være her, fordi det betød rigtig meget for mig at komme hjemmefra og komme ud igen blandt andre.«

Kontrollerne fortsætter

Selvom Jeanette er kommet igennem selve behandlingsforløbet, er sygdommen fortsat en del af hendes liv. Hun går til kontroller og får blandt andet taget blodprøver og foretaget scanninger.

»Den form for brystkræft jeg havde, den vil rigtig gerne sætte sig i knoglerne efterfølgende. Så derfor får jeg også Zoledronsyre i 3 år efterfølgende, som skal være med til at beskytte mine knogler.«

Hele FHK står sammen

Jeanettes egne erfaringer gør også FHK’s fokus på Støt Brysterne gennem Lyserød Søndag til noget helt særligt for hende. For hende handler støtten ikke kun om dem, der er ramt i dag, men også om den forskning, der kan være med til at forbedre behandlingen for dem, der får en kræftdiagnose i fremtiden.

»Det betyder rigtig meget for mig. Alle, der gør en indsats uanset om det er brystkræft eller tarmkræft eller hvilken form for kræft det er, dem tager jeg bare hatten af for. Når vi støtter forskning, så bliver de hele tiden dygtigere til at håndtere kræftsygdomme og finder ud af nogle ting, så dem der får diagnosen efter mig måske kan få en helt anden form for helbredelse.«

Og når hun ser hele klubben bakke op om initiativet, rammer det hende.

»Jamen det synes jeg bare er stort. Det rør mig meget, at man som klub, på alle årgange, bakker op.«

Til dem, der overvejer at støtte indsamlingen i forbindelse med Lyserød Søndag, har Jeanette en helt klar opfordring:

»Gør det! Om det er 5 kroner eller 1000 kroner du smider i bøtten, det er lige meget. Alt tæller i det store regnskab.«

//FHK

Suset af sammenhold

Stå sammen. Stå stærkt.

Følg os og del budskabet!

Seneste fra Facebook og Instagram

Hovedsponsorer