Lyserød Søndag: Fællesskabet blev et frirum for Carina

Når FHK afholder Lyserød Søndag d. 3. & 4. oktober, er det med et mål om at sætte fokus på brystkræft og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne. En sag, der også kommer tæt på os som klub, fordi vi har mennesker i FHK-fællesskabet, som selv har været berørt af brystkræft.

En af dem er Carina Søndergaard Nielsen.

I 14-15 år har FHK været en stor del af Carinas liv. Hun har været træner for flere årgange, har tre børn i klubben og er i dag en del af Aktivitetsudvalget. Men da hun fik konstateret brystkræft, fik fællesskabet i FHK pludselig en anden betydning.

I forbindelse med Lyserød Søndag har vi talt med Carina om hendes sygdomsforløb, om den dag hun fik beskeden, om håndboldhallen som et frirum for både hende og familien – og om hvorfor det er så vigtigt at skabe åbenhed og opmærksomhed omkring brystkræft.

»Jamen det er nok 14-15 år siden jeg startede herude. Jeg tror, jeg startede med U6 årgangen den gang, hvor de var omkring 80 børn.«

For Carina er det især fællesskabet og foreningslivet, der gennem årene har gjort FHK til noget særligt.

»Det betyder jo alt. Det er vanvittigt hyggeligt og jeg tænker, at hvis man er til det her foreningsliv og livet i hallen, så er det jo alletiders sted at være. Jeg kan huske, da vi havde Trille Trolle for mange år siden, hvor der var 120 børn kl. 15.30 en fredag eftermiddag, så kom mødregrupperne med, hvor de sad i hallen med snacks og sodavand og hyggede sig, mens ungerne tonsede rundt inde på halgulvet. Jeg har jo 3 børn, hvor der er 4 års forskel imellem dem, så jeg har jo automatisk fulgt mange børn igennem mange år. Min yngste er U13 spiller nu og dem kan jeg jo huske, at jeg trænede da de var 2-3 år gamle.«

Da hverdagen pludselig ændrede sig

I august 2022 fik Carina konstateret brystkræft. I første omgang fortsatte hun dog som træner i FHK.

»Jeg fortsatte jo som træner til at starte med. Jeg fik diagnosen i august og på det tidspunkt havde jeg U9 mixhold sammen med Michael, Lone og Mette (trænere i klubben). Jeg blev faktisk omkring det hold helt frem til september/oktober måned, hvor jeg blev opereret. Derfra tog Bent, min mand, over og min ældste datter var hjælpetræner frem til jul. Men omkring jul blev det for meget for os, så vi måtte kalde den og trække os. Vi kom dog stadig en del i hallen, fordi børnene alle sammen gik til håndbold og så kom jeg jo herud alligevel.«

Det betød, at håndbolden og livet i hallen fortsat var en del af familiens hverdag, selvom sygdommen fyldte.

»Det var fint at komme herud, for så vidste folk, især i forhold til børnene, at det var sådan vores situation var. Det var vigtigt for dem at komme i hallen til kampe og træning. Jeg tror faktisk det betød meget for mine børn, at der var en transparens omkring min sygdom og at jeg ikke gik og gemte mig. Det var tydeligt, at de stod i en svær periode og der var plads til at komme i hallen, når man havde en dum dag og de var presset på det. Dengang var det min søn, der kom her mest og han var en dreng, så han brugte helt klart hallen som frirum.«

Beskeden på sygehuset

Carina var taget til lægen, efter hun selv havde mærket knuder. Kort efter fulgte scanning og biopsi, og beskeden om, at hun havde brystkræft.

»Det første jeg gør, det er at kigge på min mand og sige: ”Hørte du hvad hun lige sagde”. For at høre, om vi havde hørt det samme eller om jeg havde hørt forkert. Det var bare gået stærkt fra at de scannede mig til at de siger, det ikke ser så godt ud til, at de tog en biopsi. Så allerede ved første scanning kunne de jo se, at der var noget, der ikke var godt.«

Før kemobehandlingen kunne begynde, skulle Carina opereres, fordi knuden var indkapslet. Her blev mødet med personalet på mamma-afdelingen en vigtig del af forløbet.

»Jeg skulle opereres først, inden de kunne starte med kemo, fordi min knude var indkapslet. Så jeg startede med den operation, hvor jeg så havde 2 måneder på mamma-afdelingen (brystklinik). Der var bare styr på det. Hvor er de vanvittigt dygtige og jeg følte bare, jeg kunne slappe helt af. Og det var de helt små ting, der betød noget. Noget som at man får den samme sygeplejerske. Jeg blev jo mødt af hende første dag, hvor hun siger til mig ”Det er mig, der er din primære sygeplejerske nu”. Så tænkte jeg, at det er så fint. Hun står nok bare i min journal, hvis der opstår noget. Men nej. Hun var bare ved min side til det hele. Hun var til stede ved min operation, hun tog samtalerne med os, hun har ringet med alle meddelelser og alle svar på prøver. Hvis hun var på arbejde, når jeg var forbi, så kom hun hen. Det er måske en lille ting, men for mig som patient så var det vanvittigt stort.«

Fællesskabet fik en ny betydning

Gennem sine mange år i FHK har Carina selv oplevet, hvordan der i en forening skal være plads til mennesker, når livet også viser sig fra sin svære side. Under hendes eget sygdomsforløb oplevede hun selv den rummelighed.

»Jamen jeg stod med en følelse af at blive rummet i det man står i. Det gør bare en kæmpe forskel. Jeg har været træner i mange år og har oplevet andre stå i sygdom, dødsfald, skilsmisser osv., som virkelig skulle rummes og det er der bare plads til. Det gør en kæmpe forskel og betød også meget for mig, da jeg begyndte at være klar til at komme tilbage.«

For Carina var det også værdifuldt, at hun stadig kunne være en del af holdet på sine egne præmisser:

»Det var fedt, at der var plads til at jeg kunne sige ”Det kan jeg ikke, men jeg vil stadig gerne være med omkring holdet”. Bare det at være med uden at de regnede for meget med mig, det betød meget.«

Også håndboldkampene, både for ungdom og senior, blev et frirum fra den hverdag, der ellers var fyldt med sygdom og behandling.

»Ret tidligt i mit forløb var vi afsted til ligakamp. Jeg kunne mærke, at det fællesskab der er i hallen under en kamp, det havde jeg lige brug for. Det havde faktisk ikke engang behøvet at være en ligakamp – bare en håndboldkamp havde været nok for mig. Men den pause du føler, du får, når du er afsted, fordi du bare bliver blæst bagover af støj og larm. Det slukker lidt for den anden larm, som du kæmper med i hverdagen.«

Derfor betyder Lyserød Søndag noget

I dag er Carina erklæret kræftfri. Derfor har FHK’s Lyserød Søndag og støtten til Støt Brysterne også en helt særlig betydning for hende.

»Det er vanvittigt vigtigt at sætte fokus på og få samlet penge ind til, fordi det gør virkelig en forskel. De bliver hele tiden bedre på helbredelsesprocenter og på den genetiske forskning omkring det. Så det skal selvfølgelig bare have alt det lys, som det overhovedet kan trække. Det er også fedt, at man som klub siger ”Vi har faktisk haft det inde på livet ved nogen, som betyder noget for os som forening”.«

Carina er selv med i Aktivitetsudvalget og dermed også en del af planlægningen af Lyserød Søndag.

»Jeg er jo med i Aktivitetsudvalget, så jeg er med i planlægningen. Jeg håber vores unge mennesker får mere kendskab til det, når vi afholder det. Rigtig mange har jo en mormor, tante eller en mor, der har været berørte af det i en eller anden grad. Men når de kommer til Lyserød Lørdag eller Søndag, så sætter vi jo fokus på det og så kan vi måske også fjerne det tabu, der nemt kan opstå omkring et sygdomsforløb. Det er i hvert fald vigtigt med åbenhed. Jo mere vi snakker om det, jo mere opmærksomhed skaber vi også omkring det.«

Og særligt én ting håber Carina, at de unge piger tager med sig:

»Det er vigtigt, at vi skaber opmærksomhed omkring brystkræft. Vi skal lære de unge piger, hvor vigtigt det er, at man tjekker sig selv. Mit indtryk er ikke, at de lærer det i biologitimen, men det er bare så utroligt vigtigt. Tjek jeres bryster!«

//FHK