Sander stillede sig i målet for at slippe for at løbe
Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med vores mediepartner Fredericia Avisen. Skrevet af Mille Dyhrberg
Sander Heieren begyndte til håndbold som 14-årig på fløjen i Sande og stillede sig i målet, fordi han ikke gad løbe. I dag er han FHK’s målmand, spiser pasta bolognese før hver hjemmekamp og taber af og til en middag i golf til Moberg, Pelle og Hübert.
Han var 14, før han rørte en håndbold, og det var kammeraterne, der fik ham til det. »Jeg spillede fodbold med nogle kammerater, som også gik til håndbold, og de blev ved med at sige, at jeg skulle prøve det. Jeg syntes egentlig, det var en lidt mærkelig sport, så det havde jeg ikke lyst til. Men til sidst tog jeg med og prøvede det. Jeg begyndte som fløjspiller, men det var alt for hårdt at løbe så meget, så jeg sagde, at jeg hellere ville stå på mål. Og der blev jeg så,« fortæller Sander Heieren med et smil. Der findes målmænd, der har valgt pladsen, fordi de elsker duellen, og der findes dem, der bare har regnet på, hvor man løber mindst. Han ved godt selv, hvilken slags han er. »Jeg kan simpelthen ikke lide at løbe. Og så havde jeg jo også stået på mål i fodbold,« siger han, og det er den målmand, der i dag står i FHK’s mål med nummer 16 på ryggen og i pokalkampen mod Grindsted i september selv scorede to gange, fordi det andet mål stod tomt.
Fra fløjen i Sande til målet i Fredericia er der gået 14 år og tre klubber. Han er 28 år, 195 centimeter og fra Sande i Vestfold, en lille time syd for Oslo, og han kom til Fredericia i sommeren 2025 efter tre sæsoner i TTH Holstebro. »Jeg havde allerede spillet tre sæsoner i den danske liga, da jeg skrev under med Fredericia, og det, der tiltrak mig, var projektet. Jeg kunne se en klub med ambitioner, som gerne ville fremad, og et hold, jeg syntes, det kunne være spændende at blive en del af. Jeg følte også, at jeg havde noget at bidrage med,« siger han.
Det var klubben, der ringede, og aftalen blev offentliggjort allerede i november 2024, et halvt år før han flyttede. Det første år gik anderledes, end nogen havde regnet med. »Sidste sæson var lidt turbulent. Det var en stor oplevelse at spille i Europa, men sæsonen sluttede ikke særlig godt. I år synes jeg, vi har fået meget mere stabilitet. Der er kommet ro omkring holdet, vi har fundet et godt fundament, og alle ved, hvilken rolle de har. Alle arbejder for det samme, og jeg synes, vi er ved at opbygge en rigtig god kultur,« konstaterer han. I målet deler han i år pladsen med sin landsmand Torbjørn Bergerud, og på bænken sidder han ved siden af Mathias Madsen, der er cheftræner.
Norsk er der også i baggrunden, og håndbolden har været i familien hele tiden, bare aldrig som noget, han blev sendt til. Hans mor spillede for mange år siden, og hans far har været speaker i klubben hjemme i Sande i en menneskealder, så Sander Heieren og storebroren voksede op med lyden af håndbold, og alligevel var det kammeraterne på fodboldbanen, der fik ham i gang. Storebroren holder sig til at se fodbold, og det er, som han siger, også fint. Da han var lille, prøvede han til gengæld det meste. »Jeg gik til taekwondo, spillede fodbold og guitar, og så begyndte jeg til håndbold. Derefter stoppede jeg egentlig med alt det andet,« fortæller han. Det er der et blåt bælte i taekwondo tilbage fra, og det hører til hans fun facts sammen med en, som få har lagt mærke til. »Jeg mangler faktisk en knogle i begge hænder,« siger han, og det er den slags, der kun er sjovt, når man lever af at tage imod bolde med dem.
Knoglerne har aldrig stået i vejen for hverken redninger eller replikker, og det er det sidste, holdkammeraterne kender ham bedst for. De kender en Sander Heieren, som publikum sjældent ser. »Jeg tror nok, de ville beskrive mig som lidt af en klovn. Jeg er typen, der godt kan finde på at komme med en kommentar, hvis der er noget at kommentere på. Og så håber jeg egentlig bare, at de ville sige det, de virkelig mener,« griner han. Uden for hallen bliver der skruet ned. »Jeg er egentlig meget stille og rolig. Jeg plejer at sige, at jeg næsten er to forskellige personer, én på håndboldbanen og én udenfor. På banen kan jeg godt være meget oppe at køre og helt oppe i det røde felt. Men når jeg kommer hjem, er jeg virkelig rolig. Jeg kan godt lide bare at være derhjemme og hygge mig uden nødvendigvis at skulle lave en masse,« forklarer han. Hjemme er Fredericia, hvor han har en kæreste, der læser jura, og selv holder han sig indtil videre til håndbolden. »Det kan godt være, jeg begynder at studere på et tidspunkt, men det bliver ikke lige nu,« siger han.
Roen varer til dagen før en kamp, for derfra følger han et program, der skal holdes til punkt og prikke, både i køkkenet og i ørerne. »Jeg spiser altid det samme op til en kamp. Dagen før får jeg kylling med pasta og pesto, og når vi spiller hjemme, er det altid pasta bolognese på selve kampdagen,« fortæller han, og det er, fordi det virker. Inden kampen er der en fast snack, og så kommer det øjeblik, hvor den stille nordmand sætter headsettet på og forsvinder ind i noget, ingen havde gættet på. »Inden kamp sidder jeg altid med mit headset og hører musik. Det er som regel rock, og gerne den lidt hårdere slags. Det er faktisk ikke musik, jeg normalt hører, men lige inden en kamp har jeg brug for noget, der kan få energien op. Det hjælper mig med at komme op på det niveau, hvor jeg føler mig klar til at gå på banen,« forklarer han. Den målmand, der går på banen bagefter, er bygget på bolognese og guitarforvrængning.
Pastaen hører til arbejdet. Livretten hører til julen, og den kommer kun én gang om året. »Min livret er pinnekjøtt, som er en norsk juleret. Det er lammeribben, der bliver dampet i et døgn, og så spiser man dem med kartofler og kålrabistappe. Det er simpelthen det bedste, jeg ved,« siger han, og man kan høre på ham, at det er en ret, man venter på hele året. Der er ingen tvivl om, hvem der laver den bedst, og ingen planer om at udfordre hende. »Det gør min mor. Jeg har faktisk aldrig prøvet at lave det selv,« medgiver han.
Når det hverken er jul eller kampdag, er det golfbanen. »Vi er sådan en lille firkløver med William, Pelle, Hübert og mig. Vi spiller mod hinanden i scramble, to mod to, og så er det taberne, der skal give aftensmad. Det har vi gjort et par gange indtil videre,« fortæller han om holdkammeraterne William Andersson Moberg, Pelle Segertoft og Kristian Hübert Larsen. Hvem der har betalt, og hvem der har spist gratis, holder han for sig selv, og pointen ligger alligevel et andet sted end regningen. »Det gør det bare lidt sjovere, når der er noget på spil. Og så får vi jo også en hyggelig aften sammen bagefter,« siger han, og sådan bliver et hold også til, på en golfbane en fri eftermiddag med en middag på spil.
Den store konkurrence har givet ham det minde, han stadig vender tilbage til. Det ligger i 2022 og i den norske landsholdstrøje, hvor han samme år var med ved EM. »Det er stadig mit største håndboldminde. Det var en kæmpestor oplevelse for mig,« siger han. Det næste vil han gerne hente i Fredericia. »Jeg håber virkelig, vi kan vinde en medalje med Fredericia, og allerhelst selvfølgelig guld. Jeg håber, det kan lade sig gøre. Men først og fremmest handler det om at få en medalje og sørge for, at vi også er med helt fremme igen året efter,« siger Sander Heieren, der har stået i det samme mål, siden han var 14, og endnu har til gode at finde en grund til at gå ud af det.