Pressemeddelelse: Jimmi Andersen og Mikkel Løvkvist stopper i FHK
Til sommer tager Fredericia Håndboldklub afsked med de to keepere Jimmi Andersen og Mikkel Løvkvist.
Jimmi Andersen kom til FHK, da klubben var rykket op i 1. division tilbage i 2016. Siden har den karismatiske keeper vogtet det fredericianske mål, hvor han i særligt oprykningssæsonen i 2018/19 var en markant profil i målet, men til sommer siger Andersen tak for rejsen til FHK.
“Det har været fem meget forskellige sæsoner. Jeg kom til, da vi skulle i ligaen inden x-antal år, og den rejse var sjov at være med på. Året, hvor vi rykkede op, er noget af det vildeste jeg har prøvet. I de to seneste sæsoner har jeg fået mindre spilletid, og jeg er nået til et sted i min karriere, hvor jeg vil spille mere end tilfældet er. Derfor er det naturligt for mig at søge videre,” siger Jimmi Andersen, der har et særligt forhold til HK Ultras:
“De har været der fra dag et, og igennem hele min tid i FHK har jeg haft et særligt forhold til dem, og nogle af dem har jeg set privat. De har haft en stor betydning for mig og holdet, og jeg kommer til at savne Ultras, fordi det er ikke noget man ser mange andre steder i landet,” siger Jimmi Andersen,
Gennem sin tid i FHK har Jimmi Andersen oplevet en del, men et par ting skiller sig ud for ham.
“Der er hele sæsonen i 1. division, hvor vi rykkede op, men også den første ligakamp mod GOG. For mig var Kolding-kampen på hjemmebane noget specielt. Det var i en fuldstændig fantastisk atmosfære, og jeg var selv en stor del af kampen ment på den måde, at jeg stod godt og vi endte med at vinde en tæt kamp,” siger Jimmi Andersen.
Direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, ser tilbage på fem sæsoner med Jimmi Andersen i FHK-målet.
“Det har været en fantastisk rejse, hvor Jimmi og FHK er vokset i takt med udviklingen. Jimmi har leveret mange gode kampe gennem årene på et højt niveau, og han har ligeledes bidraget til klubbens udvikling og ofte været gæstetræner blandt klubbens øvrige hold. Nu skilles vores veje efter den her sæson, og vi ønsker Jimmi alt muligt held og lykke med hans videre håndboldkarriere,” siger Thomas Renneberg-Larsen, der også tager afsked med Mikkel Løvkvist:
“Det bliver til et kort ophold i FHK for Mikkel, der er blevet købt fri af hans kontrakt efter denne sæson. Det er ikke blevet til mange minutter på ligaholdet, men talentet er der uden tvivl, og vi ønsker ham held og lykke med hans nye udfordringer. Inden vi siger farvel til de to målmænd, så skal arbejdet gøres færdigt med mange redninger og sejre til FHK,” siger Thomas Renneberg-Larsen og slutter:
“Målmandsskiftet har været undervejs i et stykke tid, så vi har haft mulighed for at arbejde lidt i kulissen, og jeg forventer derfor, at vi kan præsentere en afløser inden for kort tid.”
//FHK