Storm imponerede i nederlag til TTH

Et nederlag på 31-25 til TTH Holstebro blev onsdagens resultat efter en aften, hvor vi havde det svært. På trods af en god start, fik TTH hurtigt vendt billedet, og resten af kampen blev en konstant jagt på at holde fast i hjemmeholdet.
Vi fik en god start på kampen, da Reinier Taboada efter tre minutter bragte os foran 2-0. Kort efter missede vi to chancer, og TTH udnyttede muligheden til at vende kampen til 3-2. Herefter fulgte en periode præget af tekniske fejl og afbrændere, som TTH straffede ved at bringe sig foran 10-6 efter 18 minutters spil. Gudmundur tog timeout, men vi havde fortsat svært ved at finde rytmen. Rasmus Storm kom ind i målet og leverede flere store redninger, som hjalp os tilbage i opgøret. Mossestad reducerede til 14-11, og efter endnu en Storm-redning kunne Martinusen score til pausestillingen 15-13.
TTH åbnede anden halvleg med en scoring til 16-13. Storm fortsatte de stærke takter i målet, og Bisgaard reducerede til 16-15. Desværre blev afbrændere igen afgørende, og TTH trak fra til 21-16. Vi fik kontakt igen, og Kasper Palmar reducerede til 21-18 i tomt mål, inden Taboada gjorde det til 23-21 med 13 minutter igen. På blot to minutter gik vi fra -2 til -5, og selvom Taboada igen reducerede til 26-23, lykkedes det ikke at fastholde momentum. Storm leverede fortsat flotte redninger, men vi fandt aldrig løsningerne, og kampen endte med et nederlag på 31-25.
Nu venter en hjemmekamp mod BSH på lørdag, hvor vi også tager afsked med de spillere, der forlader os efter sæsonen. Kom og vær med til at tage afsked med spillerne, og hjælp holdet på vej mod en sejr over BSH. Du kan sikre dig din billet lige her!
// FHK
KAMPSTATISTIK: TTH HOLSTEBRO VS. FHK
Kampens målscorere: Kasper Palmar 8, Reinier Taboada 5, Mads Kjeldgaard 4, Anders Martinusen 2, Martin Bisgaard 2, William Moberg 1, Evgeni Pevnov 1, Jonas Kruse 1, Fredrik Mossestad 1.
Kampens redningsprocent: Rasmus Storm 35,5% (11/31), Sebastian Frandsen 8,3% (1/12).