Nedtakt: FHK vendte det hele og slog Aalborg i målfest
Fredericia Håndboldklub fik en stærk start på slutspillet lørdag aften, da Aalborg Håndbold blev besejret med 41-36 i Middelfart Sparekasse Arena. Efter at være bagud 17-20 ved pausen leverede FHK en markant anden halvleg og sikrede sig en vigtig sejr mod de forsvarende danske mestre.
Hjemmeholdet åbnede kampen bedst og bragte sig hurtigt foran 3-0. Evgeni Pevnov var skarp fra stregen, og Sander Heieren bidrog med redninger i indledningen. Aalborg arbejdede sig dog ind i opgøret og fik vendt kampen i løbet af første halvleg, hvor gæsterne udnyttede deres tempo og effektivitet. I slutfasen trak de fra, og FHK måtte gå til pause bagud med tre mål.
Efter pausen kom Fredericia ud med et helt andet udtryk. Tempoet blev øget, og der blev spillet med større skarphed i angrebet. William Andersson Moberg og Adam Ljungquist satte tryk på Aalborgs defensiv, mens Mads Kjeldgaard var en konstant trussel og viste stor effektivitet i afslutningerne.
Kampen bølgede frem og tilbage i starten af anden halvleg, men ved stillingen 23-23 fik FHK sat en afgørende periode sammen. Med stærkt forsvarsspil og effektive kontrafaser blev føringen etableret, og hjemmeholdet fik momentum. Martin Bisgaard bragte FHK foran 24-23, og kort efter blev afstanden udbygget, hvilket tvang Aalborg til timeout.
Samtidig kom Sebastian Frandsen på banen i målet og leverede flere vigtige redninger i kampens afgørende fase. Hans indgreb var med til at holde Aalborg fra at få kontakt, og FHK fastholdt kontrollen resten af opgøret.
Offensivt var der mange bidragydere. Mads Kjeldgaard blev topscorer med 10 mål, mens Kasper Young leverede en fejlfri indsats med 7 scoringer på 7 forsøg. Adam Ljungquist noterede sig for 6 mål, og William Andersson Moberg bidrog med 5. Samlet set var det en stærk kollektiv præstation, hvor FHK viste stor kvalitet og bredde i angrebsspillet.
Kampen bød også på et glædeligt gensyn. Malthe Hejsel var tilbage på banen efter længere tids sygdom og fik sine første minutter igen i FHK-trøjen.
Sejren betyder, at Fredericia Håndboldklub får den bedst mulige start på slutspillet. Mod et af ligaens stærkeste hold viste FHK både moral og kvalitet – og ikke mindst evnen til at rejse sig efter en svær første halvleg.
//FHK