Optakt: Veteranmatch mod Ribe-Esbjerg
Fredag aften spiller vi vores tredje hjemmekamp i sæsonen. En hjemmekamp, der ikke er, som hjemmekampe er flest. I samarbejde med DIF Soldaterprojekt er opgøret mod Ribe-Esbjerg HH en del af Veteran Match initiativet, der er en hyldest og anerkendelse af soldaterveteraners indsats for Danmark.
Vender vi os mod det sportslige, skal vi dog håbe på, at hjemmekampen bliver som de fleste andre, for det vil med al sandsynlighed betyde to point på kontoen. Med komfortable sejre over Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold har vi nemlig set bundsolide ud på hjemmebane i begyndelsen af sæsonen. Derfor ser cheftræner Gudmundur Gudmundsson og spillerne da også frem til igen at spille på eget gulv.
”Vi glæder os til hver eneste hjemmekamp. Vi får en fantastisk opbakning fra vores tilskuere og fans hele tiden, så det er en fornøjelse at spille her. Spillerne elsker at spille i thansen ARENA”, lyder det fra cheftræneren.
Hjemmebanen har stået for det meste af pointhøsten hidtil, men desuagtet tror cheftræneren på en tæt og intens kamp mod et godt og fysisk stærkt Ribe-Esbjerg mandskab. Selvom det sidenhen er blevet til et par nederlag, er det værd at huske på, at Ribe-Esbjerg startede sæsonen med at slå GOG på udebane. Særligt venstresiden med back William Aar og fløj Morten Jørgensen har set stærke ud. Med sammenlagt 30 mål og 10 assists har de bidraget stort til den vestjyske offensiv.
Spørger man Gudmundur Gudmundsson, så bliver forsvaret derfor afgørende for, om vi kan hente endnu to point i egen hule. ”Det er nøglen til at vinde kampen, at vi står godt i forsvaret, og det har vi også gjort i kampene indtil nu”, siger han. Kigger man på statistikkerne, underbygger de cheftrænerens pointe. Med et gennemsnit på 24,5 indkasserede mål er vi tre mål bedre end de næstbedste på det parameter og dermed det eneste hold under hundrede indkasserede mål efter fire kampe.
Kom og støt både veteraner og holdet i thansen Arena kl. 19.00 fredag aften.
//FHK