Nederlag til Gudme i årets sidste kamp
FHK’s 1. divisionskvinder var lørdag på udebane mod Gudme HK, hvor det endte med et nederlag på 28-20.
Vi fik en lovende start på opgøret og kom foran 2-0, men hjemmeholdet fandt hurtigt rytmen og overtog føringen. Efter 13 minutter var vi bagud 6-4, men vi fik efterfølgende udlignet til 7-7 efter 20 minutters spil. Resten af halvlegen fulgte vi Gudme tæt og gik til pause bagud 11-9 efter en jævnbyrdig første halvleg.
Efter pausen fik vi dog en rigtig svær indledning. Gudme scorede tre gange i træk og skabte et hul på 14-9, som vi havde vanskeligt ved at hente igen. Selvom vi forsøgte at presse os tilbage i kampen, trak hjemmeholdet yderligere fra. Efter 48 minutter gjorde Gudme det til 21-16, og derfra blev det svært at kommet tilbage. Kampen endte dermed med et nederlag på 28-20.
Topscorere for FHK blev Stine Hell Hansen og Maria Husted, der hver scorede fem mål.
Vores sidste kamp i 2025 er dermed spillet, og nu venter først en landsholdspause efterfulgt af en julepause. Vores næste kamp spiller vi dermed først d. 7 januar igen, hvor vi møder SIK Viborg på hjemmebane i Middelfart Sparekasse Arena kl. 19.30
// FHK
Foto: Lars Thesbjerg Kofoed