Martin Nagy stemplede ind i sejr mod Skjern
I går besejrede vi Skjern 31-27 og kan dermed tilføje 2 point mere til den røde konto! Med bl.a. Martin Nagy på målet i sin første kamp for FHK og Evgeni Pevnov som vores topscorer med 7 mål, formåede vi at holde Skjern på afstand igennem det meste af kampen.
Kampen startede ellers udfordrende for os, da Christopher Bonde i målet for Skjern startede godt ud. Et par brændte chancer og en teknisk fejl gjorde det ikke lettere, og Skjern udnyttede muligheden til at bringe sig foran 6-3 efter 9 minutters spil. Vi kom dog hurtigt tilbage, og Martin Nagy markerede sig for alvor i FHK-trøjen ved at lukke helt af i målet, og vi kunne med 10 minutter tilbage af første halvleg tage føringen på et mål af Evgeni Pevnov til stillingen 9-8. Resten af halvlegen var vi i fuld kontrol, fik udbygget vores føring, og kunne gå til halvleg foran 16-12.
Vi fortsatte kontrollen i anden halvleg, og det samme gjorde Martin Nagy i målet, der gjorde livet surt for Skjern-mandskabet. Vores topscorer med 7 mål i kampen i går, Evgeni Pevnov, kunne således, efter 6 minutters spil af anden halvleg, bringe os foran 20-14. Selvom Skjern kom en smule tættere på, blev kampen aldrig rigtig spændende igen, og vi fortsatte de gode takter resten af kampen. Slutfløjtet lød, og vi kunne, med en sejr på 31-27, tage to point med i bagagen tilbage til Fredericia.
Næste gang vi skal i aktion er på lørdag, hvor vi skal jagte 2 point på udebane mod Aalborg Håndbold. Der er kampstart 16.00.
KAMPSTATISTIK
Kampens målscorere: Evgeni Pevnov 7, Anders Martinusen 5, Martin Bisgaard 4, Fredrik Mossestad 4, Reinier Taboada 3, Kasper Young 2, Mads Kjeldgaard 2, Nikolaj Nielsen 2, Lasse Balstad 1, William Moberg 1.
Kampens redningsprocent: Martin Nagy 35,90 % (14/39)