FHK pressede Skjern i det meste af kampen
I store dele af opgøret mod Skjern hang FHK på, men i slutminutterne var vestjyderne for snu og vandt 29-33.
FHK var tilbage opgøret uden Jakob Mikkelsen, der var vreden om på foden til træning, men i hans fravær trådte Nikolaj Mehl i dén grad i karakter og lavede seks mål på seks forsøg.
Fra kampens start var det et toptændt FHK-mandskab. Forsvaret var aggressivitet og i målet tog Jimmi Andersen fra. Angrebsmæssigt flød kombinationen og det gav en føring på 11-9 midtvejs i første halvleg.
Skjern kom bedre med i takt med, at Robin Haug begyndte at tage fra i målet og det gav gæsterne en føring på 12-15, men FHK scorede de sidste fire mål i første halvleg og gik til pause foran 16-15.
I anden halvleg fulgtes de to hold ad til stillingen 22-22, men så begyndte Skjern at trække fra. Vestjyderne kom i fromt med 26-29, men FHK gav ikke op. Der kom reduceringer til både 28-29 og 29-30, men det lykkedes ikke at få chancen for at udligne, da Skjern kom med et modsvar hver gang.
I stedet endte Skjern med at trække fra i det sidste halvanden minut og vinde opgøret med 29-33.