FHK forbereder til sæsonen med ligamodstand
Trænerteamet Jesper Houmark og Ole Damgaard har sendt Fredericia Håndboldklubs 1. divisionsherrer på håndboldmæssig ferie, men når der bliver startet op igen d. 25. juli, bliver der fuld knald på med flere træningskampe mod ligahold.
SønderjyskE, Århus Håndbold, Mors-Thy Håndbold, TM Tønder, TMS Ringsted og HC Odense. Der venter hård modstand for FHK i de seks planlagte træningskampe, hvor formen skal pudses af inden det går løs i 1. division d. 5. september i thansen Arena mod HEI.
”Vi ser frem til at skulle prøve os af mod fire ligahold. Vores ambition er at være med i den absolutte top i den kommende sæson, og så bliver det godt at blive matchet mod kvalitetsmodstandere fra ligaen for at se, hvor vi står. Samtidig er Tønder liganedrykkere og må forventes at være at finde i den øverste del af 1. division, ligesom HC Odense også er en kompetent oprykker, der blandt andet har slået Team Sydhavsøerne ud af pokalturneringen. Vi bliver derfor rigtig godt matchet i træningskampene, og det glæder vi os til,” siger FHKs cheftræner, Jesper Houmark.
Til den kommende sæson har FHK sikret sig Kristian Stoklund, Rune Schrøder, Emil Tellerup og Nikolaj Mehl. De er alle spillere, som kommer fra klubber på øverste hylde.
”Vi havde allerede Kristian og Rune med til flere af træningspassene i juni, og der kunne man godt se, at de har været vant til at blive matchet på liganiveau, så det tegner godt. Det kræver dog tid at spille dem ind i holdets rutiner, og det er noget af det, at vi skal bruge træningskampene på. Der vil vi ikke være så resultat fikseret, da det mere gælder om at blive klar til første turneringskamp,” fortæller Jesper Houmark, som glæder sig til at komme i gang igen:
”Det gør jeg helt bestemt. Sommerferie er godt, men håndbold er det vi brænder for, og jeg forventer at se en flok sultne spillere, når vi møder ind igen d. 25. juli,” lyder det fra Jesper Houmark.