FHK fightede sejr hjem i kogende kulisse
Fredericia Håndboldklub hentede fredag aften en sejr på 31-29 mod Århus Håndbold for øjnene af over 2.000 tilskuere i thansen ARENA.
I det meste af kampen var FHK i kontrol. Århus kom foran 0-2, men Emil Tellerup pillede et straffekast og med scoringer fra Kristian Stoklund og Rune Schrøder var der balance i regnskabet efter fem minutters spil.
Med få undtagelser i løbet af første halvleg stod der FHK på det meste. Eneste hurdle for fredericianerne var Anders Kragh Martinussen, der endte med at blive kampens topscorer med ti mål.
Resten af Aarhus-spillerne havde FHK styr på, og da Jimmi Andersen kom ind i den sidste halvdel af første halvleg blev der lukket af i målet. Det gjorde, at pausestillingen var 14-12 til FHK.
I anden halvleg kom FHK foran med 23-18, da der resterede 17 minutter af opgøret, men Århus lagde sig ikke ned og kæmpede sig tilbage så der var spænding til det sidste.
Med ti minutter tilbage af opgøret var stillingen 25-23, og Århus havde muligheden for at komme på minus en, men FHK fik i første omgang afværget og kom foran 26-23 på et kontramål af Kasper Young.
Helt tæt blev det i slutminutterne. Da der resterede fem minutter var stillingen 27-26, og kampen balancerede på vippen. Hver gang Århus kom på minus en, så fik FHK svaret igen, men til sidst var det ved at gå galt.
Jakob Mikkelsen lavede en angrebsfejl med lidt over et minut tilbage af kampen ved stillingen 30-29, og i det efterfølgende forsvar fik han en udvisning. Århus havde derfor optimale betingelser for at udligne, men bolden blev kylet ud over sidelinjen med 45 sekunder igen.
Jesper Houmark forlangte timeout med 27 sekunder tilbage af opgøret, og planen var, at FHK skulle spille bolden sikkert rundt ind til med få sekunder igen. Den plan lykkedes, da Kasper Young med to sekunder igen scorede til slutresultatet 31-29 og så var der dømt folkefest i thansen ARENA, der eksploderede i jubel.