FHK er fortsat ubesejret
FHKs 1. divisionsherrer sejrede lørdag eftermiddag med 18-23 på udebane mod Stoholm, efter en kamp, hvor fredericianerne blev presset mere end forventet.
Stoholm var forud for kampen noteret for 0 point, men fra kampens start var det ikke til at se. Hjemmeholdet gav den gas, og lod ikke FHK komme foran med mere end tre mål. Hen mod slutningen af første halvleg kom Stoholm bedre med og fik reduceret til pausestillingen 9-10.
For FHK var Martin Bisgaard den helt store profil kampen igennem. I første halvleg noterede han sig for fire mål på fire forsøg, og endte med i alt at lave syv mål, samtidig med han spillede en hovedrolle forsvarsmæssigt, hvor han i store dele af opgøret dækkede backen.
Netop Bisgaard var med til at gøre, at FHK trak fra i begyndelsen i anden halvleg, da han sammen med Kasper Young tegnede sig for tre FHK-scoringer i træk således, at de fredericianske gæster kom foran med 11-14.
Jimmi Andersen var startet i FHK-målet og gjorde også en god figur. Med et kvarters tid igen kom Emil Tellerup på kassen, og lukkede fuldstændigt ned. Han lagde ud med at diske op med fire redninger i træk, og dannede grundlaget for, at FHK rejste hjem med en sejr på 18-23.
Dermed er FHK fortsat ubesejret i herrernes 1. division. Næste kamp for FHK er torsdag aften, hvor modstanderen er Odder Håndbold.